Hopp til innhold

Side:Pavels - Dagbøger for Aarene 1812–1813.djvu/43

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
– 39 –

27de Mai.

Her var idag Mandfolkeselskab hos min Vert, mig til Ære. Det var Egnens Honoratiores, næsten alle Medlemmer af den store Lundske Familie. Som en Underlighed i en Cirkel af saa velopdragne Mennesker, maa jeg anmærke, at der røgtes Tobak i det Værelse, hvor Spisebordet stod dækket, indtil det Øieblik, Maden bares ind, og man gik tilbords. Iøvrigt hersker her aldeles ikke fordums Luxus enten i Mad eller Drikke. Der gaves kun en Sort Viin, som man drak af temmelig smaa Glasse. Selskabelig Munterhed kan jeg heller ikke sige, der fandtes ved Bordet. Den glædemyrdende Skik, at udbede sig den Ære at drikke et Glas med hvert Menneske, grasserer ogsaa her, og fast udelukkende indskrænkede alle Skaaler sig dertil. Om Eftermiddagen fik jeg en Boston til 4 Skilling Fisken; høiere gaaer man aldrig. Ogsaa deri holder man sig til Tarvelighed. Denne Simpelhed, som tiltager i de høiere Stænder, skal imidlertid hos Bønderne ude paa Listerlandet aldeles være forsvunden. Caperie og deslige har gjort hver anden Mand til Matador. Det skal endog gaae saa vidt, at Tjenestepigerne, der gaae i Ærinde fra den ene Bondekone til den anden, hilse fra Madammen.

28de Mai.

Det var aftalt mellem Lund og mig, at vi i Formiddag skulde reist ud paa Listerlandet til de Egne, hvor jeg har henlevet min Barndom, for at jeg kunde see dem igjen og den store Forandring, som der og fornemmelig paa Østhassel Gaard, mit Barndoms egentlige Hjem, er foregaaet; men det urolige Veir, som i nogen Tid har hersket, blev idag til et reent November-Uveir, og vi takkede Gud for Tag over Hovedet. Nogle Visiter og et Middagsselskab hos Ebbe Lund udgjorde Dagens Syssel.