29de Mai.
Jeg havde leiet Baad og Folk til Christianssand, men i dette snarere til- end aftagende Stormveir var det naturligviis umuligt at komme afsted. – Et Aftenselskab hos min Verts tredie Broder, Jacob Lund, endte Dagen.
30te Mai.
Nei Gud forbarme sig! nu bliver det reent desperat. Ikke engang til Lyngdal vilde man i dette Veir paatage sig at føre mig, for at jeg derfra kunde fortsætte Reisen tillands til Christianssand.
31te Mai.
Jeg ligger fremdeles veirfast, og fik derved Leilighed til at gaae i Kirke og høre en Prædikant, som man havde gjort mig meget nysgjerrig efter. Det var den residerende Capellan Dyrborg,[1] bekjendt her i Egnen fra Drengeaarene for sin store Flauhed og Taabelighed. Han blev naturligviis ikke bedre, da Skjæbnen gjorde ham til personel Capellan hos den høist berygtede Provst Ancher Brun,[2] der i en Alder af over 80 Aar blev afsat ved Høiesterets Dom. Endelig blev han residerende Capellan her i sit Barndoms Hjem, og er i
- ↑ Peter Dürborg, om hvem kan henvises til Const. Flood, l. c. S. 188–192. Denne tilsidst utrolig dybt sunkne Mand dømtes fra sit Embede som Sognepræst til Hegebostad ved Høiesterets dom 1828, men characteristisk er det (hvad Udgiveren kjender fra den paalideligste Kilde), at der blandt Almuen sattes igang en Ansøgning om, at han, der havde lovet at være nøisom i Henseende til sine Indtægter, maatte beholde Embedet. Efter Afsættelsen levede han endnu et Snes Aar i Lyngdal dels af fordums Embedsbrødres Almisser, dels af forskjellige Accidentser, saasom ved at spaa for Bønderne i Kaffegrud. Almuen kaldte ham altid „Dyrenborg“.
- ↑ Erlandsen, Thj. St. Geistl., S. 417. Henr. Wergelands Sml. Skr., VIII, S. 175, 295. Pavels’s Autobiogr., S. 23.
