22de Mai.
Min Regning i Herbergerstedet var overordentlig moderat. Overalt maa jeg, med Fornøielse som Vestlandets Søn, men ugjerne som Østlandets Indvaaner, tilstaae, at man her er langt mindre uforskammet i sine Fordringer end hist. – Jeg gjennemreiste idag Jædderen, 6¼ Miil. Æsthetikeren og Patrioten føle i lige Grad Misnøie ved at betragte disse triste Egne. Hiin finder ikke et Træe, ikke en eneste taalelig Udsigt, kun Moser, Lyngheder, fulde af store Stene, Sandbakker, tørvtækte Huse, usle Kirker og (paa Oceanet nær) alt, hvad som stygt er. Og Patrioten begræder, at dette frugtbare Land, der allerede nu frembringer langt mere Korn, end dets Indvaanere bruge til deres Føde, har saamange store, udyrkede Strækninger, der, behørigen cultiverede, kunde rigeligen ernære deres Eiere og endda forsyne andre Norges Egne med et betydeligt Qvantum Korn. Kan Selskabet for Norges Vel her udvirke nogen Forandring, vil det blot derved gjøre sig udødeligt. Imidlertid har Jædderen ogsaa sin behagelige Side for Reisende. Henved to Trediedele af Landet har overmaade gode Veie, og selv hvor disse endnu ikke have været under Veimesterens Haand, skeer Reisen med allerstørste Beqvemmelighed, og hvad der glæder endnu mere, man sinder overalt gode, høflige og velvillige Mennesker. Paa det sidste Skifte gjennemreiser man en Sandørk, en af de fæleste, og maaskee den allerfæleste Egn, jeg har seet. Den er ikke gyselig som den Leirdalske eller Gudvangske, den vækker blot Afskye, Lede og Melancholie. – Paa Ougne fandt jeg et meget godt Logis, men de eiede ikke Rugbrød, det første Exempel, jeg endnu har seet i et af de saakaldte honette Huse. Kager af Bygmeel og Kartofler er deres Brød. Der er i Egersund aldeles ingen Rug at faae, om man vilde give 100 Rd. for en Tønde
