13de Mai.
En deilig Dag! Her har man dog virkelig Vaar, som vi paa Østlandet dog kun vide lidet af. Sneen ligger vistnok endnu paa de høie Fjelde, men iøvrigt er Marken grøn. Sommeren bebudes overalt, men ak! ogsaa Vaarens sædvanlige Følgesvend Skjørbuggigten i mine Been har indfundet sig!
14de Mai.
Idag er her i Byen indtruffet et Dødsfald, som har frapperet alle. Den forhen omtalte Præsten Stuwitz, en sund stærk Mand, 41 Aar gammel, døde efter 8 Dages Sygdom. Han prædikede Christi Himmelfartsdag, men var da allerede syg og sagde ved sin Hjemkomst: „Jeg kommer nok aldrig mere paa Prædikestolen“, begyndte kort efter at phantasere og laae saaledes i hidsig Feber uden Samling til idag, da det var forbi.
15de Mai.
Præsten Irgens var her for at consulere mig angaaende de Mænd, man i disse Tider henvender sig til, naar man vil søge geistlig Befordring.[1] Jeg har miskjendt denne Mand, og fundet ham flau og tom, men det er han virkelig ikke, naaer man nøiere lærer at kjende ham.
- ↑ Marcus Frederik Irgens, Biskop O. Irgens’s Søn og res. Cap. til Domkirken, søgte da efter Stuwitz Korskirkens Sognekald, som han ogsaa fik. Døde i denne Stilling som Stiftsprovst 1820. Han havde til Concurrent Biskoppens Søn Chr. Brun, for hvem Faderen af alle Kræfter arbeidede, men Irgens seirede ved personlig at reise til Kjøbenhavn og tale sin Sag hos Frederik VI., understøttet af Biskop Münter. Dette fremkaldte et spændt Forhold mellem Irgens og Familien Brun, der endog varede ud over Biskoppens Død. Se D. Thrap i Theol. Tidsskr., udg. af Caspari m. Fl., Bd. IX, S. 477 fg. samt Gammelt nyt om og af Biskop J. N. Brun ved J. N. Brun, Chra. 1877, S. 509–516.
