er der mere, som taler imod end for den, men at det er saare trøstende at troe og mistrøstende ikke at troe den, og at Gud, som har nedlagt denne anende Længsel i vore Hjerter, kan ikke lade den utilfredsstillet, naar vor Existents skal vedblive, og maa vel altsaa vide et Middel, som vor Philosophie ei opdager eller fatter, til at opfylde den.
9de Maj.
Endelig ophørte det at snee, og vi fik en ægte Bergens Regndag til Glæde for hver christen Sjel, som dog nu med Grund tør haabe, at Vinteren er forbi. Iøvrigt herskede her samme Stilhed som igaar; jeg lærte min Prædiken udenad, og talte ikke med andre end min Moder og vore daglige Besøgere. – For at bøde noget paa disse Dages eensformige Tomhed, fortæller jeg nok en af Bergens abderitiske Skikke. Istedetfor at ellers unge Mennesker af Opdragelse, især Piger, paa deres Confirmationsdag holde sig hjemme i al Stilhed, modtage vel Gratulationer, men tør ikke lade sig see paa Gaden, allermindst i deres Confirmationsstads, er det her Skik, at de om Eftermiddagen gaae eller kjøre omkring og præsentere sig for deres Forældres Venner og Velyndere, om de endog ere dem personligen ubekjendte. Saaledes fortalte min Moder om adskillige unge Piger, som hun aldrig havde seet enten før eller siden, men som paa deres Confirmationsdag havde været her og gjort deres Reverents.
10de Mai.
Domkirken var propfuld. Man siger, at den skal kunne rumme 4000 Mennesker. Denne Vrimmel, som paa engang kunde oversees, da Vinkler og Udbygninger ei existere i denne Kirke, var et ret heel imposant og opmuntrende Syn. I Henseende til Prædikens Udførelse er jeg (uden Egenros) tilfreds med mig selv.
