en Stok; hun skal ogsaa være meget melancholsk, og denne Sygdom er gaaet i Arv til alle hendes Døttre.
6te Mai.
Da jeg imorges vaagnede og saae ud af Vinduet, var alt bedækket med Snee.
„Den gik og kom, og kom og gik
Alt efter gammel Skik“
den hele Dag, og denne lange Dag fra Morgen Kl. 7 til Aften Kl. 11 ventede jeg forgjæves efter Posten. Bergen er Rygternes, især de urimelige og dumme Rygters Hjem, Saaledes fandt man det nu rimeligt, at Postgangen gjennem Sverige var spærret, som om det kunde have Indflydelse paa Postgangen over Fillefjeld! – Syngestykket Adolf og Clara og Holbergs Gert Westphaler opførtes i Aften. Jeg veed ikke, om Nogen af denne Dagbogs Læsere kjender det første, en nydelig Bagatel om et barnagtigt ungt Ægtepar, som holde ret meget af hinanden, men da hver har nogle Luner, de ei vil aflægge, bilde de sig ind, at de ere ulykkelige og vil skilles ad. For at revse og helbrede dem, faaer Konens Onkel, en Minister, dem under et Paaskud hver for sig afsendt til en af hans Venner, der beboer et gammeldags gothisk Slot, og modtager dem som Arrestanter i sin Fæstning, hvor han agerer Commandant og hans gamle Portner Slutter. De blive i Begyndelsen meget forbausede ved at mødes, men i deres ennuiante Eensomhed forlibe de sig snart (altfor snart) igjen i hinanden, tilsværge hinanden evig Troeskab, og beslutte, da Commandanten ei vil give Slip paa dem, med Livsfare at rømme fra Fæstningen. Det opdages, og efter først at have sat lidt Skræk i dem, aabenbarer den gamle Herremand dem Ministerens Plan, og alt er saare godt. Jeg har seet Stykket i Kjøbenhavn, og der skulde noget til at udholde Sammenligningen; imidlertid maa jeg
