3die Mai.
Jeg var idag i Stadens fjerde Hovedkirke: den tydske. Man kan see, at Tydskerne engang have spillet en stor Rolle i Bergen. De 30–40 Familier, Menigheden nu bestaaer af, havde ikke behøvet, kunde heller ikke bekostet en saa stor, prægtig Kirke. Dens Orgel roses som Byens bedste og Organisten udmærker sig som god Musicus. Sangen gik med med megen Orden og Høitidelighed, kun at Psalmerne havde været kortere og opbyggeligere! Vi havde fire temmelig lange Psalmer, alle handlende om Bønnen. To af dem især, der umiddelbar fulgte paa hinanden, vare paa een Melodie og af eet Indhold, kun med den Forskjel, at den Syngende i den første (af Gellert) fortalte sine Medchristne, og i den anden fortalte Gud, hvorom man burde bede og hvad Nytte, man havde af Bønnen. I en af dem fandtes endog den Idee, at man, ved at forsømme Bønnen, letteligen kunde gaae glip af et og andet Gode, Gud ellers havde tiltænkt os. – Præsten Hr. Christiansen[1] har vundet Celebritet her i Byen som Prædikant, men jeg kan neppe sætte ham over omtalte Hr. Hysing. „Hvad det er at bede“ var Spørgsmaalet, han paatog sig at besvare. Han svævede i Førstningen vel høit blandt „de Myriader af Himmellegemer, der glimre og glindse paa Firmamentet“; item omtalte han vort Aarhundredes Opdagelser. Undertiden gik han heelt fra sit Thema og berørte Ting, som ikke stod i fjerneste Forbindelse med Bønnen. For mig var han intet stort Lys, og jeg hørte ham neppe oftere, om jeg blev her noksaa længe.
Iaften var jeg da hos Biskoppen i et lidet Selskab, meest bestaaende af Familie, hvor jeg første Gang saae Bispinden. Hun er meget gigtsvag, og gaaer møisommeligen med
- ↑ Peder Christiansen, en Tydsker.
