alt, naar begge Rigers Biskopper vilde træde sammen og forenede tale til begge Rigers Geistlighed, burde det dog være over et vigtigere Æmne og i en høitideligere Anledning end nærværende. Var en saadan Circulairskrivelse omsendt, da Revolutionen mod Enden af det attende Aarhundrede frembragte den betænkelige Gjæring i Religionsvæsenet, var det skeet i de Dage, da Boisens Liturgie skulde været indført, var det over en saadan almeen interessant Sag, der desuden havde nye eller miskjendte Sider at betragtes fra, var det derover et saa ærværdigt Corps havde meddeelt den øvrige Geistlighed Raad, Opmuntring, Veiledning, eller hvad det nu kunde være – det vilde imponeret og vakt Ærefrygt, men dette falder ved Gud næsten i det latterlige; thi jeg seer ikke andet, end at de 12 Bisper kunde skiftes til i Aarets 12 Maaneder at skrive Geistligheden i sine Collegers Navn et ligesaa vigtigt Brev, saa at man fik et hver Maaned. „Det er en Lykke, det er paa Latin“, sagde Brun, „sligt klinger aldrig saa godt paa Dansk.“ Jeg tilstod det, men sandelig, man kunde fristes til at oversætte det til hver Mands Brug og Bedste, at Publicum kunde see, hvilket Foster, det med saamegen Bulder fødende Bjerg frembragte. – – – Tilgiver mig, kjære Veninder! denne lange Prædiken, men jeg maatte udøse min Galde, og da denne Dagbog næsten er den eneste Correspondance jeg fører, maatte jeg nedskrive her, hvad egentlig blot kan interessere Schmidt og, med tilbagegangen Tids Erindring, tildeels Ottesen.[1]
- ↑ Realf Ottesen, siden Sognepræst til Sande i Jarlsberg († 1860), en Svigersøn af Grosserer P. v. Cappelen i Drammen, hvis Hustru hørte til Pavels’s Omgangskreds. Ottesen var i hine Aar udtraadt af den geistlige Stand og Associé i Svigerfaderens Forretninger.
