meget interessant Time. Samtalen gik først ud paa hans Legems og Sjels Lidelser, hvilke dog, som jeg før har sagt, ikke synderlig anfægte ham. Han fortalte mig Aarsagen til den Beenskade, han nu i 11 Aar har været plaget med, og som nu vel neppe tillader ham mere at komme paa Visitats, formodentlig og om faa Aar lægger ham i Graven. Det var et ubetydeligt Skinnebeensstød, han fik ved at stige af en Baad, en Formiddag han skulde holde Visitats paa Kind i Søndfjord, og som han af Arrighed over Præsten, der efter de fem daarlige Jomfruers Exempel ikke havde Lamperne tændte til Brudgommens Ankomst, lod den hele Dag upaaagtet. Om Aftenen og endnu mere næste Morgen fandt han Beenet inflammeret; paa en lang Reise blev qvaklet og qvaksalveret dermed saa længe, til vor duelige Chirurg Swindt intet mere kunde gjøre derved end holde Saaret aabent, men det er incurabelt. Iøvrigt gik Samtalen mellem Bergens Biskop og Aggershuus Slotspræst ene og alene ud paa Skuespil og Theatervæsen. Tilsidst faldt Talen paa Øhlenschlæger. Han lader vor første Digters Genie vederfares fuldkommen Ret, især talte han med Henrykkelse om Axel og Valborg, hvilket Æmne han fandt mesterligen behandlet, og især Vilhelms og Erkebispens Charakterer udmærket heldige. „Tillod min Alder og Stilling det“, sagde han, „vilde det være mig den sandeste Glæde at spille den Erkebiskop“. Kun vilde han ikke Valborg skulde døet, og hendes Død forekom ham baade unødvendig og uforberedt. Hakon Jarl forekom Brun at mangle Eenhed, og han finder, at Øhlenschlæger med vel megen Shakespearsk Frihed tumler os om fra det ene Sted til det andet. Palnatoke ynder han ikke; der synes ham altformange Afskyeligheder sammendyngede. Man erkjender i disse Domme Tilhængere af den franske Skole, thi Axel og Valborg er rigtignok af Øhlenschlægers Stykker mest i den
