finde, endog hos yngre Præster, visse Manerer, som selv de ældre andensteds efterhaanden aflægge, men maaskee det ikke kan være anderledes, og vilde maaskee Afskaffelsen af hine uvæsentlige Biting forarge svage Sjele eller svække deres Interesse for det Væsentlige, saa lad dem i Guds Navn vedblive. – Anden Capellan Hysing[1] prædikede. Han meddelte Trøst ved Venners Grave. Prædikenen var i sig selv ret god; derimod kan jeg aldeles ikke rose hans udvortes Foredrag, især var den overmaade store Langsomhed, hvormed han ligesom tilveiede os hvert Ord, som om man skulde lære det udenad, en uovervindelig Hindring for Talens Effect. Jeg troer, jeg vilde bifaldet hans Prædiken, om jeg havde læst den, men jeg kan ikke sige, jeg hørte ham med Fornøielse, og mit Hjerte var koldere, da han steeg ned af Prædikestolen, end da han betraadte den. Hertil bidrog nu og hans lange Taksigelse for Offer. Denne lede Uskik er her i fuld Gang, og man udbreder sig heel vidtløftigen over, hvor tilfreds eller utilfreds man er. Hysing var særdeles fornøiet, talte derhos om sin Kone og sine mange smaae Børn og om de dyre Tider, yttrede det Haab, at Gud engang vilde gjøre Ende paa dem, og at Menigheden da ogsaa vilde lade dens Lærere nyde godt deraf. Det Hele stod mig slet ikke an. En anden Præst skal Søndagen før i samme Anledning have sagt, at han kunde faae et bedre Embede (et voveligt Udsagn paa en Prædikestol om et Kald, som nylig er blevet vacant), men at han ikke vilde søge det, for ei at forlade den kjære, gavmilde Menighed, han levede iblandt.
21de April.
Biskop Brun havde bedet mig besøge ham uden Ceremonie; et saadant Besøg gjorde jeg idag, og tilbragte der en
- ↑ Augustinus H., † 1843 som Sognepræst til Korskirken og Stiftsprovst.
