mig, og da jeg engang sagde: Ja Gud skee Lov, at vi har været gode Venner, svarede hun besværlig, men ganske forstaaelig: Gud velsigne Sem! De, hendes Eenbaarne, misunde mig ikke denne Velsignelse. Jeg stjal den ikke som Jacob!“ – Iøvrigt giver Brun sit Minde til at han nævnes som Forfatter til Pjecen om Vexelobligationer, hvilken han selv har nedsendt til Cancelliet. Han er vred over den her omtalte Collegialtidende med alle de Resolutioner og Formaninger, Pengevæsenet angaaende: „Skulde ikke Fanden eller Politiemesteren tage de Næsvise, som indrykke i offentligt et quidem officielt Blad, hvad Collegiet skriver til enkelt Mand, hvad det selv ikke tør kalde Resolution, men kun Raad, kun Mening?“
14de April.
Wulfsbergs haabefulde unge Datter blev idag begraven. Wulfsberg forrettede selv Jordpaakastelsen. – Paa Hjemveien til Sørgehuset var Omsen min Sidemand og vi førte ret interessant Samtale. Hans Grundsætninger ere ypperlige og jeg troer han følger dem, og saa tilgiver man ham let, at han nok ikke for nogen Verdens Ting har æsthetiske Anskuelser. Han er kold Prosaist, men altid bedre end en varm Poet uden Grundsætninger og Retskaffenhed. Vi indbødes ved vor Tilbagekomst til at spise varm Frokost, men dette Maaltid fornøiede mig aldeles ikke. Man førte de meest fordømte Discourser, som aldrig vilde behaget mig, men allermindst ved en Jordefærd. Man begyndte med Profos- og Bøddelhistorier, kom derfra til Selvmord og voldsom Død ved Ulykkestilfælde og endte med fæle Daarekisteanekdoter.
15de April. Baronessen communicerede da, og jeg vil troe, at der blev sagt Ord, som ogsaa hun kunde være tjent med at høre og bevare. Det stødte mig ellers, at hun og hendes to Selskabsfrøkener marscherede midt igjennem Kirken under det
