9de April. I Aften opførtes „De to Grenaderer“. Den meste Interesse, jeg havde af denne Forestilling, var Erindringen om, hvorledes jeg Fredag før Palmesøndag 1801 ogsaa saae dette Stykke i Kjøbenhavn. Da nærmede den engelske Flaade sig og Alt var i fyrigste Bevægelse. Qvist fremtraadte først og sang Thaarups: „Det glimter i Kimingen; varslende Gnye bebude et Uveir i Norden“, og efter Stykket kom Knudsen i Matrosdragt og sang den da nye: „Vi alle dig elske, livsalige Fred“, og hele Parterret istemte gladeligen. Det var Danmarks Helds- og Hædersdage. De ere nu forbi – komme de nogensinde igjen? Man tvinges til Mismod, naar man betragter Tidernes Tegn og Regjeringens bedrøvelige Ubestemthed. Skal det komme til det Yderste, inden vor gode velmenende Konge griber til et kraftigt Redningsmiddel? og er det da ikke for sent? Major Gøssel har skrevet 7 Timer paa et Brev fra Prinds Frederich til Kongen, hvori Landets jammerfulde Tilstand skildres med levende Farver. Man mener, det vil lede til en Catastrophe, men hvilken?
10de April.
Efterat de korte Forhandlinger i Bondevenscommissionen vare endte, gik det ud paa Politik og Pengevæsen. Anker kaldte Forordningen af 5te Januar et Misfoster, især ved den bestemte Forskjel mellem Sølv– og Navneværdi, og den Coursforandring, som hvert Halvaar skal skee, hvorved han paastaaer, at Ingen herefter kan vide, hvad han eier, eller betrygges mod at han uafvidende og uforskyldt kan blive fra en Capitalist til en fattig Mand. Saaledes dømmes nu. Beklageligt er det, skal denne foregivne Radicalcour være et usselt Palliativ, der for Øieblikket standser, men ei kan fore bygge Landets Ruin.
11te April.
Jeg fik et Brev fra Biskop Brun, som fortæller om sit sidste Besøg hos min Moder. „Hun kjendte, hørte og forstod
