korte Slutningsvers, hvis Ende de gjerne kunde oppebiet, eller ogsaa i Stilhed listet sig ud af den lille Dør.
17de April.
Vor nye Stiftamtmand[1] er nu ankommen og kjører i disse Dage omkring paa Visiter. I Formiddags holdt hans brillante Vogn ved min Dør og her blev indleveret to overvættes elegante Billetter fra ham og hans Kone, og to mindre pene som Tilgift fra Mademoiselle Wallersdorff og Frøken Poulsen. Gud kjender dem!
Jeg har udlæst den forhen omtalte „Geheime Geschichte“. I sidste Capitel havde En ved et Sted skrevet: „Nonsens“, men deraf findes ikke meget i denne Bog; det er en kløgtig Karl, som har skrevet den. Han ligner overalt Grundtvig deri, at begge har en forunderlig Færdighed i at opsøge og finde næsten ethvert Menneskes onde Side, dog med den Forskjel, at Grundtvig ledes af varm, skjøndt ofte overspændt Iver for Religion og Dyd, medens denne Mand derimod neppe er et Haar bedre end de sorteste af de Djævle, han skildrer, og om han aldrig har begaaet saadanne Voldsomheder eller Nederdrægtigheder, som han tillægger dem, er det nok mere, fordi han har manglet Anledning, end af religiøs og moralsk Følelse. Jeg mores ved at læse hans Bog, men ham afskyer jeg. – Jeg har fremdeles læst flere af Plauti Lystspil i Guldbergs Oversættelse, som er meget god. Adskillige af hans Anmærkninger ere ogsaa meget instructive og al Tak værd, men mere end Halvdelen, og just de allerlængste kunde han gjerne skaanet os for at læse og betale. Hans egne moralske og satiriske Betragtninger ere undværlige nok, men end mere er dette Tilfældet med de lange Citater af Cicero og Lucian, Cervantes, Holberg etc., der have sagt noget lignende som Plautus siger her, men som i Grunden
- ↑ Emanuel de Thygeson.
