symbolsk Bog. Brun havde da sagt ret drøie Sandheder, blandt andet, at han beklagede det Stift, der ikke havde idetmindste 10 Præster, der kunde sige netop det samme som Paludan havde sagt, og ligesaa godt som han havde sagt det. – Hos Oberste Grübeling gjorde jeg Bekjendtskab med hele hans Huusgesinde: hans Broder Majoren, to gamle Søstre og 3 smaa Hunde.
14de April.
Jeg vedblev at gjøre Visiter, men sluttede snart min Omvandring hos Præsten Brun, Bispens Søn og residerende Capellan ved Korskirken, en meget stilfærdig og sagtetalende Mand, thi han fortalte, at hans Fader nylig var gaaet forbi, og ganske vist var hos min Moder. Jeg skyndte mig da hjem, og fandt ganske rigtig Hans Høiærværdighed med Commandeurkorset paa Samarien ved hendes Seng. Han talte idag om Grundtvig, hvis Orthodoxie han vedbørligen berømte, men fandt, som Alle, der har læst det, hans Yttringer i Brevet til Kongen[1] utidige og fornærmende. Især stødte det ham, at Norge skulde have Danmark at takke for sin Christendom og Protestantisme. – Alle Præster, som hidtil have besøgt mig, Rein undtagen, vare i stiveste Ordensdragt, med pudret Haar, Stok i Haanden og disse gammeldags Guld-
- ↑ Et Lykønskningsdigt til Frederik VI.s Fødselsdag 28de Januar 1812, senere optaget i Grundtvigs „Qvædlinger eller Smaaqvad“, Kbhvn. 1815, S. 275. Om den kraftpatriotiske Forargelse, som vaktes her i Landet ved nogle i dette Digt fremsatte drøie Sandheder om Norge (over hvilke man aldeles glemte de smukke Vidnesbyrd om sand Velvilje, der ogsaa fandtes deri), se Vidar, udg. af L. Daae og Y. Nielsen, 1887, S. 49, smlgn. Breve til og fra B. S. Ingemann, udg. af Heise, S. 60.
de officiis edicto regio 1811 d. 18 Oct;. promulgato pastoribus denuo injuncta, udkom under samtlige Biskoppers Navne i Kbhvn. 1812. 4.
