kjører selv, enten fordi han ikke kan eller ikke veed Veien, gaaer Kudsken, i Almindelighed en meget upyntet halvvoxen Dreng, ved Siden, og da Gaderne ere meget slet brolagte, gaaer det Fod for Fod, hvilket er et mærkeligt Syn, som her ingen Opsigt gjør, men i Christiania uden Tvivl vilde sætte Gadedrengenes Been og Tunger i Bevægelse.
Min Omvanken begyndte paa Bergenhuus Slot hos Generalmajor Lowzow. Denne Mand, som i Christiania ansaaes for at følge Vibes Raad: „Vær heller et Lam end en Løve!“ er her i Bergen meget streng og nøieregnende, hvorved nok det gamle Ordsprog om de nye Koste kan anvendes. – Biskop Brun har i denne Tid mange Sorger og Lidelser at kjæmpe imod: et incurabelt Been, hans Kones uophørlige Gigtsvaghed, hans kjæreste Barns[1] Død fra 10, næsten alle smaa Børn; men han gjør, som der staaer i den gamle Vise:
„Den Byrde, hvorved en anden faldt,
Den jeg med knyttede Næver drager.“
Han er ved frit Mod og bøies ikke saa let af Modgangs Storme. Han forelæste mig et meget velskrevet Brev til Biskop Münter i Anledning af en epistola encyclica, som denne vilde have udstedt og underskrevet af alle Danmarks og Norges Biskopper. Deri skulde især Præsterne indskjærpes deres Pligter at forebygge Ægteskabsskilsmisse, hvorved Hr. Paludans Skrift[2] i den Anledning anbefaledes dem som en
- ↑ Biskoppens Datter Cathrine, gift med Kjøbmand og Stadsadjutant i Bergen Hans Erichsen, var nogle Uger i Forveien død i Barselseng (25de Marts). Gravskrift i J. N. Bruns Mindre Digte, Chra. 1818, S. 257–258.
- ↑ Johan Lønborg Paludan (res. Kap. til Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn), Betænkninger for Ægtefolk, som ei leve i god Forstaaelse, Kbhv. 1812. 8. Biskop Münters Skrift: Episcoporum ecclesiae Dano-Norvegicae Epistola encyclica ad clerum utriusque regni
