en Kariol, en Slags Halvvogn, den eneste Voiture, som sees paa Bergens Gader, men der var ingen at faae, da alle Byens Karioler vare i Reqvisition for Confirmanderne fra forrige Søndag, som idag communicerede. Det var glat og fuldt af Snee paa Gaderne; altsaa blev jeg hjemme, og gik heller ikke i Kirke, hvor overalt de anmeldte Prædikanter ikke synderligen vakte min Attraae efter at høre dem. Om Eftermiddagen havde min Moder og jeg endeel Visiter, hvoriblandt en Oberstinde Synnestvedt, en fiin, sukkersød Dame, som jeg retirerede for, da hun kom, men maatte dog gjøre Bekjendtskab med, da andre mig vedkommende ogsaa indfandt sig.
Jeg lever her mere i den forbigangne end i den nærværende Tid. Oldingen seer helst tilbage; omkring ham er alt tomt og øde, og forud for ham er ugjennemtrængelig Taage eller blændende Glands, der skinner ham imøde fra en bedre Verden. Saa er det med min Moder. Den forsvundne Tid ligger klar for hendes Blik, og ved den dvæler hun helst: nu og her er hun en Udlænding, og det Tilkommende aner hun med fast Troe og Haab, men kjender det ikke. Ogsaa i den Henseende lever jeg i Fortiden, at jeg rundtom i dette Huus seer – fra den store Sølvkande til det lille hollandske Slaguhr og det ældgamle Nøgleskab – næsten alt, hvad jeg saae som spædt Barn. De Skeer, jeg spiser med, det Bæger, jeg drikker af, spiste jeg med og drak af for nogle og 30 Aar siden. Man sættes saaledes hen i Barndommen ved at see alt uforandret som det var da, at man neppe veed, hvor den mellemløbende Tid er bleven af.
13de April.
Idag gjorde jeg de bemeldte Visiter. Det er en besynderlig Maade, man kommer kjørende frem her i Bergen; man trækkes aldeles som et Læs. Hverken Kudskesæde eller andet lignende findes paa disse Kariolen. Naar Vedkommende ikke
