men de fleste finde den fornuftig og billig. De, som frakjende den denne sidste Egenskab, ere dog enige i at erkjende den for et Foster af Klogskab og Indsigt, og det er mere end man i lang Tid har villet tilstaae om Regjeringens Foranstaltninger. Selv Hount, hvis Oppositionsaand ofte har været mig til Forargelse, skriver i et Brev, hvori han melder mig sin Ankomst til Markedet: „Saavidt jeg kan dømme, er Forordningen bygget paa rigtige Principer og synes at være retfærdig i de Opofrelser, den fordrer. Skulde nogen Forandring i vort Pengevæsen gjøres, veed jeg ikke nogen bedre, som man kunde gribe til. Vistnok ville mange komme at lide derved, men dette er jo Tilfældet med alle Hovedforandringer, og enkelt Borgers Interesse maa vige for det Almindeliges.“ Man finder især tre fortrinlige Egenskaber ved den: at hele Landets faste Eiendomme ere bestemte som Rigsbankens Fond, hvorved den faar urokkelig Garantie, og som maa skaffe den Agtelse blandt Fremmede: at Banken er aldeles skilt fra Landets Finantsvæsen, og at et vist Antal Sedler er fastsat, som vel maa formindskes, men aldrig overskrides.
26de Januar.
Atter var jeg i Møde hos Lumholtz. Han havde nu gjennemlæst Forordningen, og spaaede os tusinde Ulykker i Anledning af den; kun troede han, den endnu i 4–5 Aar kunde gjælde som Palliativ, og inden den Tid kan meget forandre sig, hvoriblandt det især er rimeligt, at Lumholtz ikke da lever. – Ogsaa Døderlein finder Forordningen høist uretfærdig, men deels talte maaskee de Kjøbmænd, han omgaaes, gjennem hans Mund, deels er nok privat Interesse med i Spillet. Hans Forfatning er nedtrykt, og Forordningen bedrer den i det mindste ikke; af ham bør ikke fordres en aldeles upartisk Dom.
