og faae et godt Maaltid Mad hos Rosenkrantz; derpaa spille de en Lhombre eller Boston, og nyder en lille Souper til Slutning, og dermed er det forbi.“ – Heller ikke af Universitetet lover han sig meget for det første.
Siden fortalte han, hvorledes han havde angivet en Kjøbmand for Helligdagsbrøde, hvorover Politiet for Skams Skyld maatte mulctere ham med 10 Rd., og at Vedkommende tog den dumme Hevn at skrive i sin Offerseddel: „Fra mit sædvanlige Offer 5 Rd. afdrages for Angivelsens Skyld 3 Rd., sendes altsaa 2“, hvilke da Lumholtz, som billigt, i et grovt Brev sendte ham tilbage. Derpaa gik han over til at tale om de berygtede Huse i Vaterland, som han med Vished vidste, en gift Mand af vor egen Orden besøgte og engang var gaaet ud fra Kl. 4 om Morgenen, og om et Dueslag i Pebervigen, som en gradueret Person (ogsaa af vor Ordens maaskee den samme som foromtalte?) besøger om Aftenen. Er dette sandt, er det en skjændig Skandal, men Lumholtz hører gjerne efter Sladder, og man bør haabe, dette er Løgn.[1]
24de Januar.
Med Statstidenden fulgte et Tillæg, der indeholder en populair Apologie for den nye Forordning. Den forekom mig meget net og instructiv, men Rasmussen fandt ikke Behag i den; den syntes ham i det mindste at være et vist Kjendetegn paa, at Forordningen har gjort ubehagelig Sensation paa Kjøbenhavnerne, da man har fundet en næsten officiel Forklaring nødvendig. En lignende fra Provideringscommissionen fandtes indrykket i Dagen, foruden et Par beroligende Erindringer fra Privatmænd. Her gjør Forordningen den ei uventede Virkning, at Priserne paa Alt end mere forhøies,
- ↑ Om Lumholtz’s Smag for Sladderhistorier, Passiar med Tjenestefolk o. s. v. se C. B. Dunker, Gamle Dage, S. 61.
