27de Januar.
Forordningens Indflydelse paa den udenlandske Cours imødesees med frygtblandet Længsel. I Kjøbenhavn skal den have gjort en desperat Effect i de første Dage. Man forlangte 60 Rd. for en Gaas og 11 Rd. for et Skaalpund Smør.
29de Januar.
Forordningen skal have gjort god Sensation i Hamburg, hvilket man frygtede, den ikke vilde, og den Forvirring, den i de første Dage voldte i Kjøbenhavn, skal være aldeles forbi og Tilfredsheden temmelig almindelig. Bankcommissair Collin og Prof. Abr. Kale[1] nævnes som Forordningens Hovedforfattere, og tillader udvortes Forhold vor Regjering at virke frit efter disse Grundsætninger, ville disse Mænd faa et udødeligt Navn i Fædrelandets Annaler.
30te Januar.
Af Bergens Aviis afskriver jeg et Avertissement: „Undertegnede agter at sælge sit iboende Huus, meget tjentligt for dem, der vil boe ved Kirken og slaae sig til Roe.“ Jeg kan ikke andet end misunde Bergen den sancta simplicitas, der kan gjøre det til en anbefalende Egenskab ved et Huus, at det ligger nær Kirken. Her vilde saadant lidet gjælde uden forsaavidt Kirken ligger paa Torvet og Huset kunde vente god Søgning af Oplandsbønder, især i Markedstiden.
De danske Aviser melde, at Kongen under fordeelagtige Vilkaar har offereret Banken den unyttige Guldtaffelservice, hvilket gjør ham Ære, ligesom overalt ethvert Skridt, som gjøres i denne Sag, er saa ædelt og liberalt, at man ret inderligen maa ønske den god Fremgang, da det ei længer er usle Palliativer, men reen Radicalcuur, der bruges, og da
- ↑ At den lærde Historiker Kale har havt Andel i denne Forordning, er lidet sandsynligt. Collin og A. S. Ørsted ansees for at have Hovedandelen deri.
