1ste Januar.
Jeg prædikede for fuld Kirke og troer baade efter min egen Bevidsthed og det hædrende Vidnesbyrd af alle, som have talt om min Prædiken, at den lykkedes fortrinligen. Min Text var Rom. 2, 4–11. Jeg begyndte med en Udsigt over de mørke Tider: den vedholdende Krig, den skrækkelige Dyrtid, Misvæxten, befrygtet Hungersnød og smitsom Syge. Kan man juble? skal man klage og fortvivle? Ingen af Delene, men heller anstille en alvorlig Betragtning, hvorvidt vi selv have paadraget os disse Ulykker? hvorvidt vort Forhold under dem har været og er saadant, at vi med Grund maa forfærdes over Udfaldet? Jeg sluttede med en Bøn, som ikke var fri for Tautologie, men hvor Bønnen for Kongen og Fædrelandet og de to Rigers vedvarende, uadskillelige Forening vist fortrinligen lykkedes.
Fra Kirken gik jeg som sædvanlig i Visiter. Prindsen havde havt isinde at gaae i Kirken og ophøies ved min Prædiken, men en uventet Hindring var indtruffen. Imidlertid havde han, ventelig af Haxthausen, hørt store Lovtaler over mig, og takkede mig for den gode Stemning, jeg søgte at bevare blandt min Menighed, hvorved jeg viiste mig som en sand og hæderlig Folkelærer. Jeg kunde med god Samvittighed modtage denne Tak, thi jeg er mig bevidst, at ingen uædel Bihensigt, men blot inderlig Lyst til at fastholde Baandet mellem Regent og Folk besjeler mig under
