min Tale som i min Daad. Rosenkrantz bad mig lade min Prædiken trykke paa hans Bekostning, men jeg kunde ikke tjene ham deri. Vor Herre har rigtignok givet mig et stort Pund, som dog ogsaa frister til Dovenskab. Hvilket Maal skulde jeg naaet ved møisommeligen at udarbeide og memorere en Tale, som jeg her ikke fuldstændigen opnaaede? En og anden heldig Ordføining vilde jeg maaskee have udfundet fremfor nu; derimod vilde Anstrængelsen for at fastholde Contexten og huske hvert Ord, som var optegnet, paalagt mig en Tvang, som jeg nu var befriet for, og gjort mit Foredrag mindre livligt og indtrængende. De, der uden Indskrænkning bryde Staven over det extemporerede Foredrag, have høiligen Uret.
Til Middag var jeg hos Grüner i Møllen, hvor der var stort Mandfolkeselskab. Jeg lever i denne Vinter i uendelig Sviir og Svæven; den var da idag i Ordets sandeste Forstand, skjøndt ingen af Gjæsterne havde nogen egentlig Perial, undtagen en Kammerraad og Foged Lind fra Østerdalen, en leed Person, der bestandig seer ud som han var fuld. Haffner og Carlsen havde faaet ham mellem sig, og Gud hjælpe den, der falder i deres Hænder! Alle de liderlige Viser bleve sungne, men der var Ingen, som kunde tage Forargelse deraf, da endog Opvartersken var en Kone, der har havt et Par Børn, og altsaa tør vedkjende sig Kundskab i de omhandlede Gjenstande.
3die Januar.
Oberstelieutenant Kreds fortalte skrækkelige Ting om Immoraliteten i Soløer, der skal være stegen til en afskyelig Høide. Nylig er paa Kongsvinger Fæstning indkommen som Slave en Gaardmand, som har begaaet den skjændige Ugjerning, at spænde sin gamle Fader tilligemed en Hest for Ploven. Oldingen døde kort efter, og angav paa sit Dødsleie Sønnens Mishandling som Aarsag til hans Død.
