Tjenestepige A. E. D. Hvad jeg har givet hende maa hun med Upaaanke beholde, være sig hvad det være vil, men min Guldbrystnaal fordrer jeg tilbagesendt, som nu bliver min Eiendom til Døden. Havde jeg ikke bekommet af min Høisalige med disse Ord: Min Søn! bær den til din Død! vilde jeg ikke see, langt mindre spørge efter samme; det vilde desuagtet være en Skam for mig, ikke at holde den i mere Agt. Den Ret, hun synes at have til samme, kan erfares af de Ord, jeg sagde, da hun en Aften tog den af mit Bryst, og ønskede i samme Øieblik at beholde den en Tid, hvilket jeg og tillod med disse Ord: Behold den til jeg selv vil bære eller have den tilbage! Dette synes mig skal være ganske tilfredsstillende nok. Men Guldnaalen vil jeg have tilbagesendt, da den vel kan tilsendes portofri, haaber jeg min forhen evige Eie tilbagesendt! Forlad min Dristighed! ærbødigst Olsen, Foureer.“ – Herved maa bemærkes, at hans Moder, som han kalder den Høisalige, endnu lever, og at han ganske vist kan faa Guldnaalen tilsendt portofrit, da han boer her paa Fæstningen.
Om Gjæstebudet hos Major Juell er ikke stort mere at sige. Vi drak Majorens Skaal, da han er født Nytaarsnat og fyldte nu sit 62de Aar, og da det var falden Snee, kjørte vi hjem i Haxthausens Carret, ved hvilken Anledning han sagde de store Ord: „De kan befale over mig i alt, hvad jeg formaaer; for Dem gjør jeg alt.“
