30te December.
Selskabet hos Generalauditeur Bergh var ikke morsomt. Der fattedes ikke paa dannede Mænd, der vistnok kunde frembragt en heel livlig Conversation: Bergh selv, Haxthausen, Etatsraad Falbe, Haffner, Rasmusen, Maschmann, Rosenørn, Bergmester Baumann, Schandorff o. fl., men det havde ingen Art. Egentlig Talent til at være Vert har ikke Bergh; den stiveste kjøbenhavnske Levemaade hersker i hans Selskaber og – alting med Maade! er mit Symbolum. Flaue, tusinde Gange opkogte Skaaler, liderlige Viser, bacchantisk Hurraraaben holder jeg ikke af, det veed Gud, men saa aldeles at forjage selskabelig Munterhed og blot i al Stilhed conversere sine Naboer, det er heller ikke efter mit Sind. Lykken havde overalt ikke beskjæret mig noget interessant Naboeskab, og da Midnat var forbi, ønskede jeg ret, at jeg laae i min Seng.
31te December.
Jeg var i Formiddags inde hos Justitsraad Brochmann og hentede min Løn af Quæsthuuscassen. Hvor den Mand med al sin Rigdom har saare liden Glæde i Livet! Selv eiede han betydelige Midler, giftede sig til ligesaa stor Formue, beboer et deiligt Sted, halv i Byen og halv paa Landet – og er sygelig, sær og vranten, gnieragtig, kort, fattes baade Evne og Villie til at nyde Livet, gjør Ingen glad og er selv ikke glad. O Forfængeligheds Forfængelighed! jeg vil ikke engang nævne mig – men hvilken blid, retskaffen Huusfader, der nøisom opsamler Brødsmulerne, men nyder dem i Kjærlighed og Tilfredshed med Kone og Børn, vilde bytte med denne Mand?
Ovenpaa alt dette Alvorlige maa jeg da ogsaa give noget Lystigt: et Brev til S. T. Herr Frue Pavels fra vor Ammes forrige Kjæreste, som har slaaet op med hende og forlovet sig med en Anden. Det lyder som følger: „Paa Grund af Deres mig tilsendte Hilsen, foranlediget ved Deres
