saa fuld, at de maatte staae langt nede, og kunde ikke høre et Ord af Garmanns Prædiken. Det Hele afgiver en meget nøiagtig og træffende Charakteristik over Christianiensernes Kirkegang. Til enhver anden Tid prædiker Garmann for tomme Stole og Vægge. Julemorgen er man nær ved at storme Kirken ned, for at – se den oplyst! Niels, som man ellers maa vække 3–4 Gange førend han kan komme ud af Sengen, gamle Henrika, som neppe gider forlade sin varme Stue, for at lukke Gadedøren op, naar der ringes – vandrer da ud Kl. 6 en kold Vintermorgen, for at gaae i Kirke, hvis Dør de ellers aldrig formørke.
Og naar jeg idag prædiker for to fulde Kirker og i Overmorgen neppe faaer 30 Mennesker at tale for, kan jeg da virkelig rose mig af den Folkeyndest og det Tilløb, mine større Talenter tilveiebringe mig? – Ak nei! Det er ikke som i Kjøbenhavn, vel heller ikke som i Bergen, hvor en talentfuld Prædikant vist faaer langt større Opmuntring.
Jeg prædikede da som sædvanlig i begge Kirker. Det er mig kjedsommeligt to Gange at gjentage det samme paa en Dag; jeg har aldrig gjort det, og gjorde det heller ikke nu. De Ofrendes Antal var ikke lidet, og jeg fik idag paa Alteret og tilsendt i Huset 533 Rd., som var 167 Rd. mere end første Juledag forrige Aar. Generalmajor de Seves Offer fik jeg i et fransk Brev, som jeg her afskriver med alle dets Sprogbommerter og orthographiske Feil:
„Le Cicero du Nord vouloir bien amaiblement acceptez le ci-joint, de la part d’un Vetteran Militair en lui souhaitant un Bonheur constante et une Santé parfaite, aussi bien que d’etre persvader de’ l’Estime leplus sincere d’un vieux soldat, qui n’a presque plus d’autres Sentimens que celui du Respect pour le Talent destinguer et la Veneration parfaite pour le degne Minister de la paoole de Dieu.“
