Tankegang, der skal vise det sandsynlige i det. Denne Tankegang leverer han da; men den har bare den Feil, synes det mig, at den er usandsynlig. Man haandterer Gud, man leger med ham, som skulde han være et andet Menneske. Først vil nu Pastoren have sine Læsere at tro, at jeg „forkynder Gud mere som den almægtige, vældige, der i himmelsk Høihed og Salighed holder sig borte fra Menneskehedens Nød“, mens hans Parti da skulde forkynde ham som Kjærligheden. Jeg vil heller snu det om. Jeg synes de, som forsvarer, at Gud holder Stedbørn, Hedninger nemlig, som ikke har Del i Israels, de Udvalgtes Forjættelser, de som lader deres Gud kræve Blod i Bod for Synd og det tilmed af en Uskyldig, de som la’r deres Gud straffe Størsteparten af sine egne Skabninger i et evigt Helvede — de skulde snakke saa smaat om deres Prædiken om Kjærlighedens Gud. For mig blir en saadan Gud Partiskhedens, Uretfærdighedens, Grusomhedens og Hevnens Gud. Hvis Kristensen havde kjendt til min Forkyndelse, vilde han vidst, at Gud som Kjærlighed netop er dens Alfa og Omega. Det er for at hævde Gud som Kjærlighed, at jeg optræder som jeg gjør.
Saa kommer han med den Paastand, at Guds Kjærlighed er det nye, som ved Kristus er aabenbaret. Han lægger rigtignok til: „selvfølgelig har Gud altid fra Evighed været Kjærlighed; men dette er i hans Aabenbarelse for Menneskene traadt tilbage, indtil det ved Kristendommen kom for Dagen.
