enbaarne Søn, Jesus altsaa, har aabenbaret ham; altsaa saameget som Gud kan aabenbare af sig selv gjennem et Menneske, har han aabenbaret i Jesus. Det er jo Pastor Kristensens Mening, at man altid bør belyse en dunkel Ytring i Testamentet mod en anden, der kan give os Nøgle til Forklaringen. Saaledes og med det af ham citerede „Faderen og jeg vi ere eet“. I den saakaldte yppersteprestelige Bøn i 17de Kap. af samme Evangelium V. 21—23, siger den samme Jesus, „at de alle maa være eet, ligesom du Fader i mig og jeg i dig at ogsaa de maa være eet i os“. — — „Jeg i dem og du i mig for at de skulle være fuldkommede til eet“. Altsaa Jesus er ikke eet med Faderen paa anden Maade end vi er et med ham. Skal dette være Bevis paa Jesu Guddom, maa det ogsaa være Bevis paa, at alle vi Mennesker er Guder. Overalt i Johannesevangeliet optræder Jesus ikke som sit eget Selv, om jeg saa tør udtrykke mig uden at misforstaaes, men som Guds Ærendsvend, Udsending, Repræsentant til Menneskene, og derfor kan han bruge disse Ord, som ellers vilde være utaalelig hovmodige og formastelige, — vi kan nu ogsaa trøste os med, at de er uhistoriske — nemlig, at hvo som har seet ham, har seet Faderen og alle skal ære Sønnen som de ære Faderen. Jesus er Guds Lov, Guds Vilje til os legemliggjort, han er med andre Ord Menneskeidealet, Sønnetanken virkeliggjort — det er Johannesevangeliets Standpunkt. Og læg vel Mærke til, det siger ære Sønnen, aldrig
