gelium. Det er saa forskjelligt i Anlæg, Tone, Behandling fra de første tre Evangelier; Jesus er en saa fuldstændig anden Figur, at nogen Forsoning mellem disse er umulig. Man maa vælge mellem de 3 første Evangeliers Jesus eller det fjerde Evangeliums. I de tre første er han Tømmermanden fra Galilæa, der taler i Lignelser fra det daglige Liv; i det sidste er han Theologen, der optræder med lange sammenhængende, fint uarbeidede Taler. I det sidste Evangelium forekommer ikke en eneste Parabel, der dog var den almindeligste Maade Jesus underviste paa. Jeg maa forøvrigt ogsaa her henvise til min Bog: „har Ortodoksien Ret“ hvor Forskjellen paavises udførligt. Vist er det, at man maa behandle Johannesevangeliet mere som et Opbyggelsesskrift, et Tendensskrift, end som et historisk Dokument. At citere de Yttringer, som er lagte Jesus i Munden der, som virkelig yttrede af ham, blir altid en betænkelig Sag; men derfor kan Yttringerne være lige poetisk sande. Og saaledes ogsaa med de af Pastor Kristensen citerede Yttringer. Jeg kan fra mit Standpunkt underskrive hver en af dem. Hvad Johannesevangeliet tilsigter er at fremstille Jesus som „Guds Ord“ det vil sige Iklædningen af hans Ideer paa Jorden, det guddommelige Menneske, om man saa vil. Det er en Forherligelse af Menneskeracens Mulighed gjennem Jesus; men aldrig falder det selv denne Evangelist ind at sammenblande Jesus med den evige Gud. „Ingen har nogensinde seet Gud“ siger han udtrykkelig, men den
