skulde have hørt denne Ting nævne. Nei vi slutter simpelthen heraf, at Læren om Treenigheden ikke var kjendt i den apostoliske Tidsalder. Men de anførte Steder af Kirkefedrene er ogsaa yderst interessante, fordi de viser, hvorledes Materialerne samles lidt efter lidt til den Bygning, der senere blev til den ortodokse Treenighedslære, fremdrevet af, at Hedningespekulation blandede sig ind i Kristendommens simple Lære og skjæmte den ud. Kirkehistorikeren Neander erklærer ogsaa ærligt: „Treenighedslæren hører ikke til den kristelige Troes Grundartikler, hvilket er klart bare deraf, at den ikke udtrykkelig læres paa et eneste Sted i det nye Testamente; thi det eneste Sted, hvor dette sker, nemlig Sætningen om de tre som vidne (1 Joh. 5, 7) er afgjort uægte.“[1] Jeg tror derfor at være paa Historiens og Sandhedens Grund, naar jeg siger, at Treenighedslæren ikke har hørt den oprindelige Kristendom til, og det bør de Herrer Theologer ligesaa godt indrømme først som sidst. Derfor kan den jo være efter deres Mening lige berettiget.
Og saa kommer da Pastoren til Spørgsmaalet om Jesu Guddom, der staar og falder med Treenighedslæren? — Det samme her igjen, de som ikke deler hans og Lutherkirkens Anskuelser er vantro
og „Kristusfornægtere“. Naar skal vi faa lidt Tole-
- ↑ Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche I. Pag. 984—85.
