ranse, lidt Taalsomhed mod anderledesmenende mellem os, og ikke straks falde over dem med Navnene Fritænker og Vantro straks de har en anden Mening end vi selv. Jeg vil nu paastaa og tror at levere Bevis for, at hverken det nye Testamente eller de første Kirkefedre lærer Jesu Guddom; men at de, som efterhaanden af velment Iver for at forherlige Kristus byggede op Læren om hans Guddom, forkvaklede eller, for at bruge de lutherske Pastorers Udtryk, fornægtede den sande historiske Jesus, Tømmermanden fra Nasaret. Her er naturligvis ikke Plads til at føre et udførligt Bevis. Jeg maa i saa Henseende henvise til min Bog, „har Ortodoksien Ret“ hvor jeg gjennemgaar disse Ting udførligere. Jeg skal bare minde om Beviserne fra mit første Foredrag og saa søge at møde de Indvendinger, som Hr. Pastor Kristensen gjør i sin Traktat. Hr. Pastoren mener, at Arianismen var Angreb paa den bestaaende Lære om Kristi Guddom. Jeg tror tvertimod, at Arianismen var Protesten fra den gamle overleverede Kristendom mod Athanasius og Kollegers Dogmelaven, skjønt vi ser, hvorledes den oprindelige simple Kristendom om den eneste Gud og den han udsendte, Jesus Kristus, allerede i Arianismen var opblandet med Spekulation, der søgte at gjøre Kristus overmenneskelig.
Han indrømmer, at Jesu Guddom blev fastslaaet paa Mødet i Nicæa 325 ef. Kr. væsentlig ved keiserligt Magtsprog, og jeg indrømmer, at Keiseren renere angrede, gav Arianerne Ret og forviste Atha-
