skikkelse, for at udføre en forud lagt Frelsesplan. Vi erkjender ingen andre Aabenbaringer end dem, som Gud har givet gjennem sine Love i Naturen saavel som Menneskeverdenen. Og i Menneskeverdenen taler han gjennem „det Lys, som oplyser hvert Menneske, der kommer til Verden“ (Joh. 1,9). Disse Aandsevner, som er givne, nærede, beaandede af Guds egen Aand, naar hurtigere og sterkere Udvikling hos enkelte Mennesker end hos andre, og disse blir da sit Folks Ledere og Lærere. Vi kan saaledes tale om, at et Folks Digtere, Seere, Profeter, Videnskabsmænd, Martyrer er „inspirerede“ af Gud, at saaledes ogsaa Bibelens Forfattere kan have været inspirerede; men ikke paa anden Maade, end Veda Bøgernes og Zend Avestas Forfattere har været det, og ikke saaledes, at det udelukker, at disse Mænd var Børn af sin Tid, og at deres Tids Vildfarelser eller manglende Kundskab blandede sig med deres Profetier eller Digte og Love. Vi betragter al Religion — saaledes ogsaa Kristendommen — som et menneskeligt Tankearbeide, hvor Slægt har bygget paa Slægt, Folk paa Folk, stadigt mere oplyst ved sin Tids voksende Kundskab og ledet af Guds vaagende Omsorg, der giver, hvad Tiden taaler. Og naar vi om Kristendommen vil bruge Udtryk som, at den er en Guds Aabenbaring, saa mener vi ikke dermed andet, end at Gud aabenbarer sig i og paavirker Menneskers arbeidende Hjerner og følende Hjerter og altid sørger for, at hans Budbærere findes overalt, for at Slægten ikke
