skal gaa under i Vankundighed og Sløvhed. Vi kan derfor og tale om Konfusius’s og Lao Tses og Buddhas Lære som Guds Aabenbaringer til sin Tid. De andre Religioner blir ikke Karikaturer af Kristendommen og Djevelskab — som jeg har hørt mange Theologer paastaa —, men de blir Perler i Kransen af Menneskeverdenens famlende Forsøg paa at naa Idealet, naa Gud. Af dette følger simpelthen, at vi maa kunne udtale os om Bibelen og Jesus og Kristendommen paa en langt lettere og naturligere Maade end de Ortodokse, som ser paa Jesus som Gud og Kristendommen som afdækkende et Mysterium, vi med vor Forstand ikke kan gjennemtrænge. Og deraf kommer det, at baade min og andre Ligetænkendes Udtalelser synes for vore Modstandere at mangle Ærbødighed, mens dette langt fra er Tilfældet. Vi ser bare mere menneskeligt paa Tingen. Naar derfor Pastor Kristensen bemærker, at Religionen kan fordre Ærbødighed af Ungdommen, saa er ingen mere enig med ham deri end jeg. Men saa maa han rigtignok ikke sammenblande alle Ortodoksiens Dogmer med Kristendommen og fordre, at man skal have Ærbødighed for dem. De kristne Sekter har gjennem Tiderne fundet paa saa mange Galskaber, at de ikke kan kræve Ærbødighed for alle disse, fordi om de kalder sig kristne. Naar en Sekt i det fjerde Aarhundrede — Messalianerne — gjorde det at spytte til en religiøs Akt, fordi de derved haabede at bli kvit alle de Djævle, de sugede i sig med hvert
