gjerne tilføiet vor Samvittighed —, som faar vælge alligevel, vælge for mig, men ikke for de andre.
Dette at man er saa ræd for at betro sig til sin egen Aands Dom i religiøse Sager — den, som man dog bruger til at dømme alt andet med —, kommer af, at man sætter Religion paa en anden Plads end alt andet Aandsarbeide, og saa igjen mellem Religionerne Kristendommen paa en ganske særlig Plads over de andre som den eneste rette. Man betragter den theologiske Frelsesplan, som man har digtet ind i Kristendommen, som noget særskilt, aabenbaret i Jesus af Nasaret, løsriver ham saaledes fra alle andre religiøse Reformatorer og fra hans Sammenhæng med Menneskeslægten som en af den, og gjør ham til Gud. Se her er en væsentlig Forskjel i Udgangspunktet mellem den ortodokse og den liberale Forkyndelse, som jeg vil bede mine Læsere være opmærksomme paa; thi derved kommer nødvendigvis Hr. Pastor Kristensen og jeg at se paa samme Ting med forskjelligt Øie. Vi liberale betragter ikke Kristendommen at være nogen mere særlig Aabenbaring af Gud end de andre ædlere Religioner, vi sætter den saaledes ikke udenfor de andre, men sammen med dem som et Led i Kjæden, om vel det dyrebareste Led, saa som vi mener, den har naaet høiest i Idealitet. Vi tror ikke paa saadanne Guds Aabenbaringer som at en Bog er særskilt dikteret eller bleven ufeilbar som et Guds eget Dokument paa en eller anden Maade, heller ikke, at nogen Gud er steget ned i Menneske-