efter hvilke han benevnes (fornemmelig efter Decanatet ved Domkirken i Dorpat, hvilket dog aldrig kom i hans virkelige Besiddelse). Hans Regnskabsbøger ere desverre tabte, men man har endnu flere Originalbreve, forfattede ved hans Foranstaltning, samt de specificerede Qvitteringer over oppebaarne Penge, hans Undercollectorer afgave til Biskoperne, saavelsom de igjen af hine afgivne Qvitteringer til de kongelige Befuldmegtigede, og Undercolleetorernes hele Regnskab for Norge, dels i Copi, dels i Original. Aarsagen, hvorfor hans Sendelse har veret mere frugtbar paa opbevarede Originalbreve, er nemlig den, at Paven havde tilstaaet Kong Magnus Erikssøn alt, hvad Johan fik opkrævet af Pavetienden i hans Riger og Lande, til Laans, for at bestride Udgifterne ved hans Krig med Russer og Kareler. Hvad der saaledes erholdtes, udbetaltes fra Tid til anden til de kgl. Befuldmegtigede; i Sverige synes disse endog selv at have modtaget Pengene i hvert Dioces af vedkommende Biskop, i Norge derimod fik de dem udbetalt af Undercollectorerne. Ved alle slige Udbetalinger udstedtes naturligviis Qvitteringsbreve, og da disse tjente som Bilag til at bestemme den Gjelds Størrelse, Kongen paadrog sig, ere de opbevarede, de for Norges Vedkommende baade i Original og i dobbelte Gjenparter, indførte i Papirshefter, vistnok efter Johans egen Foranstaltning; de, der vedkomme Sverige, haves derimod ej længer i Original, kun i saadanne Gjenparter som nys nævnt, paa den Maade, at der nu findes eet Hefte for hans „primus adventus“, vedkommende Sverige, og to Dublethefter for hans „secundus og tertius adventus“, vedkommende begge Lande, foruden eet Hefte, indeholdende de vigtigste Obligationer.[1] Thi det forstod sig af sig selv, at Kongen maatte udstede sin Obligation for de ham saaledes forundte Penge, og det endog forsynet med Selvskyldnercaution fra Rigernes Stormend. Denne Obligation er endnu opbevaret, saavel i Original, som i Gjenpart, indført i det nysnevnte Hefte; den er udstedt af Dronning Blanche i Kongens Fravær (ved Hæren mod Rusland) d. 19de Marts 1351, i Jønkøping, og blandt Selvskyldnerne forekommer ogsaa Orm Eysteinssøn, Norges Drotsete. Siden tiltraadtes og godkjendtes den af Kongen ved et eget Document, der kun haves i Afskrift. Den Sum, Kongen saaledes blev skyldig, var 12000 mkr. S. for
- ↑ Qvitteringerne ere allerede trykte i Dipl. Norv. 1. S. 258–268, efter tidligere erhvervede Afskrifter, dog ej af Originalbrevene, der nu fordetmeste ere ulæselige.
