Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/99

Denne siden er ikke korrekturlest

Lagmænd før i Haakon Haakonssøns Intimation til Frostethingsloven,^[1] og selv her synes Institutionen at være ny, da han klager over, at Folk ei bryde sig om deres Afgjørelser, uagtet han til den Ende havde „lögmennina tilleigða af váro fé oc föðurleifðum.“^[2] Desuden maatte Lagmands-Embedet, saaledes som det efter den nyere Gulethingslov er organiseret, netop virke fordærvelig paa Lendermændenes Magt; thi medens man forhen, forat faae Dom i en Sag, maatte stevne Sagen til Thinge, kunde man nu, naar man ei valgte denne vidtløftigere Afgjørelsesmaade, blot stevne den til Lagmandens „orskurð“ eller Afgjørelse; denne kunde man vel stevne til Thinge forat faae den forandret, men Lagrettesmændene selv maatte dog ei forandre den; de skulde kun skrive deres Mening til Kongen, der da med sit Raad kjendte i Sagen.^[3] Da nu vistnok de Fleste i

↑ Vel kunde der synes, som Lagmændene vare nævnte i Fr. Loven selv angaaende Fordelingen af det Vite, som den, der ei vilde fare til Things, naar han var udnævnt, skulde betale: „ármaðr skal hafa hálft en lögmenn hálft fylkismenn allir“; [Frost. L. I. 1, N. g. L. I. 127]; dog er det tydeligt, at Ordet „lögmenn“ her aldeles staaer meningsløst og bør udslettes. Efter den nyere Landslov er det Lagmanden, som skal indrette Skranker (vebönd) paa Thinget og gaae med Lovbogen derhen; efter den ældre Frostethingslov tilkommer det første Aarmanden, det andet Messepresten; førend man altsaa havde skreven Lov, og før Kristendommens fuldkomne Indførelse kunde man næppe tillægge Nogen mere passende den Pligt at forkynde Loven, end en af de erfarneste Lendermænd, og havde Lagmanden virkelig existeret paa den Tid, denne sidste Bestemmelse i Frostethingsloven vedtoges, vilde det have været yderst besynderligt, om han ei skulde have været Lovbogens Forvarer.
↑ [Cap. 16, N. g. L. I. 124].
↑ Nyere Landslov, Thingf. II, [N. g. L. II. 20–21]: „Þar sem sa stefnir manni er logligt mal hefir a hendi honum, til logmanz með rettre laga stefno – – – þa seckizt sa er stefnt var, ef hann kæmr eigi forfallalaust, mork silfrs við konung – – – Nu skytr maðr male sinu undan logmanni ok til logðingis, þa ranzsake løgrettomenn invirðiliga þat mal, oc þo at þeim synizt allum sa orskurðr eigi logligr er logmaðr hefir sagt, þa skolu þeir eigi þo riufa logmanz orskurð, en rita skolu þeir til konungs hvat þeim þickir sannare i þvi male oc slikt ranzsak sem þeir hafa frammast at profat, – þvi at þann orskurð, sem logmaðr veitir, ma engi maðr riufa, nema konungr se at logbok var vatte mote, eða konungr sealfr se annat sannare með vitra manna samðykt, þvi at hann er ifir login skipaðr“. Lagmændenes Orskurder affattedes ogsaa næsten som Domme, f. Ex. i en Orskurd af 1306 [Dipl. I. 108] af Vige, Lagmand i Skida: „N. N. komo til min ok kiærde N. N. at hann fær æigi rett fiar skifti af N. N.; hafde N. N. þænn mote burd at – – – &c, hugdu þæt sumir men æi logh vera; nu vill ek at aller men viti at min herra konongren hefir nu sua skipat i logh at – – &c. Þui vil ek at aller viti at ek sæigi þat logh at – – &c“. I en Orskurd af den samme Vige og Einar, Tunsbergs Lagmand, af 1294 [Dipl.

[1] Vel kunde der synes, som Lagmændene vare nævnte i Fr. Loven selv angaaende Fordelingen af det Vite, som den, der ei vilde fare til Things, naar han var udnævnt, skulde betale: „ármaðr skal hafa hálft en lögmenn hálft fylkismenn allir“; [Frost. L. I. 1, N. g. L. I. 127]; dog er det tydeligt, at Ordet „lögmenn“ her aldeles staaer meningsløst og bør udslettes. Efter den nyere Landslov er det Lagmanden, som skal indrette Skranker (vebönd) paa Thinget og gaae med Lovbogen derhen; efter den ældre Frostethingslov tilkommer det første Aarmanden, det andet Messepresten; førend man altsaa havde skreven Lov, og før Kristendommens fuldkomne Indførelse kunde man næppe tillægge Nogen mere passende den Pligt at forkynde Loven, end en af de erfarneste Lendermænd, og havde Lagmanden virkelig existeret paa den Tid, denne sidste Bestemmelse i Frostethingsloven vedtoges, vilde det have været yderst besynderligt, om han ei skulde have været Lovbogens Forvarer.

[2] [Cap. 16, N. g. L. I. 124].

[p95-3] Nyere Landslov, Thingf. II, [N. g. L. II. 20–21]: „Þar sem sa stefnir manni er logligt mal hefir a hendi honum, til logmanz með rettre laga stefno – – – þa seckizt sa er stefnt var, ef hann kæmr eigi forfallalaust, mork silfrs við konung – – – Nu skytr maðr male sinu undan logmanni ok til logðingis, þa ranzsake løgrettomenn invirðiliga þat mal, oc þo at þeim synizt allum sa orskurðr eigi logligr er logmaðr hefir sagt, þa skolu þeir eigi þo riufa logmanz orskurð, en rita skolu þeir til konungs hvat þeim þickir sannare i þvi male oc slikt ranzsak sem þeir hafa frammast at profat, – þvi at þann orskurð, sem logmaðr veitir, ma engi maðr riufa, nema konungr se at logbok var vatte mote, eða konungr sealfr se annat sannare með vitra manna samðykt, þvi at hann er ifir login skipaðr“. Lagmændenes Orskurder affattedes ogsaa næsten som Domme, f. Ex. i en Orskurd af 1306 [Dipl. I. 108] af Vige, Lagmand i Skida: „N. N. komo til min ok kiærde N. N. at hann fær æigi rett fiar skifti af N. N.; hafde N. N. þænn mote burd at – – – &c, hugdu þæt sumir men æi logh vera; nu vill ek at aller men viti at min herra konongren hefir nu sua skipat i logh at – – &c. Þui vil ek at aller viti at ek sæigi þat logh at – – &c“. I en Orskurd af den samme Vige og Einar, Tunsbergs Lagmand, af 1294 [Dipl.

[1]

[2]

[3]