disse Tilfælde acqviescerede ved Lagmandens Kjendelse, og der vare langt flere Lagmænd i Landet end i de store Thingsokn,[1] ligesom og deres orskurd altid kunde faaes, medens Lagthingene kun holdtes engang om Aaret: maatte nødvendigviis disse blive mindre besøgte end forhen, og Lendermændene saaledes faae mindre Anledning til at paavirke Folket og tale dets Sag. Det kan vel heller ikke betvivles, at Lendermændene, ligesom alle andre mægtige Mænd, ofte bleve valgte til voldgiftsmænd i Tvistigheder, saameget mere som den retlige Afgjørelse baade var langvarig og vidtløftig; ogsaa dette skede vel nu sjældnere, da Lagmændenes Embede netop fornemmelig bestod heri. Vi feile derfor vistnok ikke, naar vi antage, at Lendermændene, indtil Lagstolenes Oprettelse, ogsaa have haft med Lovgivningen og Dommene at bestille, uagtet deres Forretninger ei vare saaledes bestemte, som de svenske Lagmænds, og heller ikke deres Myndighed saa stor.[2]
Lendermændene havde, uagtet deres Anseelse; dog ikke den saakaldte tign eller saaatsige fyrstelig Værdighed, hvilken kun tilkom Konge, Hertug og Jarl.[3] Heller ikke havde han Ret til
- ↑ See f. Ex. Opregnelsen af de Lagmænd, der indfandt sig ved Rigsforsamlingen i Bergen under Haakon Haakonssøn. (Haak. Haak. S. C. 85).
- ↑ Ogsaa i Maaden, hvorpaa Lagmændene i Sverige havde deres faste Indtægter, er noget analogt med Lendermændenes Værdighed; thi de havde paa en Maade en arvelig veizla, eftersom et Herred laa til Lagstolen. See Anh. til Vestg. L. IV. 20–41 „laghmadþær æghær lanzkylð af mokæraþ“. Lovsigemændenes Embede paa Island var derimod forskjelligt fra alle de tre nævnte Embeder; thi de havde blot med Lovens Bevaring og Forkyndelse, intet med Domme, at bestille.
- ↑ See Fridthj. Saga. Ol. Tr. S. C. 62. Ol. Hell. S. C. 181.
I. 83]– „nu af þui at lagbok vattar sua at eftir vitnum ok gognam skal huært mal dœma, þa dœmdom vit – &c“. Thrond, Gulethings Lagmand, erklærer i et Brev af 1316 [Dipl. I. 148]: „af þuí at N. N. stod þa nestr til arfs N. N. brador sins er hann iattade fyrsaghdre ættzleiding ok arfe vndan ser, hins annars at logh watta sua at af sa maðr andazst er ættzleiding iattar þa tækr ættleidinger slikan lutt af arfe sem sa stod till er ættzlelding iattade. Þa see þætt ollum monnum kunnigt gort at ek dœmde med fullum lagha orskurd – &c“. At der endog knude gjøres Execution efter Lagmandens Kjendelse, sees af Sysselmanden Hr. Ivar Ogmundssøns Brev af 1349 [Dipl. II. 301]: Ek Ifvar Ogmunðr son hæilsar þik Aslakr Sumarlida son ok kunnigt gere at N. N. kom til min ok kærde – – at hann naar æi rætto af þer – – æftir þui sem vattar orskurdar bref Þorðar lagmandz ok her er viðr fast þetta mit bref. Þui byðr ek þer Aslakr at þu ger N. N. ret ak riuf æi længar a honum loghmandz orskurd – – sua framt sæm þu vilt nokora lagha eðr rettynda niotande verda; byðr ek ok minum vmbodsmonnum N. N. at þit næfnir goda skilrika logretto men med ykar – – at gera allþingis rett millom þæiræ N. N. o. s. v“.
