at bruge Banner (merki) eller have Hird, hvilket ene tilkom Bine (tignarmönnum). Deres Værdighed var, som allerede omtalt, ikke arvelig, uagtet man nok ansaa det sandsynligt, at Sønnen med Tiden vilde naae Faderens værdighed.[1] Det var endog tvivlsomt, om en Konge kunde tildele nogensomhelst Veitsle eller ombud længere end paa sin Levetid, indtil endelig Sigurd Jorsalafar i Anledning af Sigurd Ranessøns Proces fik det afgjort, at ingen Konge havde Ret dertil.[2] Herved bleve Lendermændene noget mere afhængige; dog i Hirdskraa er det igjen bestemt, at den, der havde nogen Værdighed, ikke ved den nye Konges Thronbestigelse trængte til nogen Bekræftelse deri, og denne Bestemmelse er rimeligviis ældre end Magnus Lagabøter.[3] Efterhaanden, som Landet mere og mere vandt i indvortes Kraft og Sammenhold, blev ogsaa Kongens Magt, om ei større, saa dog mere bestemt, og dette sporedes nu og hos hans Repræsentanter; thi Sysselmændene, som forhen ei synes at have været mange eller at have haft betydelig Anseelse, vandt nu i Magt: deres Embeder bleve nærmere bestemte, og Landet inddeelt i visse Sysler. Det blev nu ogsaa oftere Skik, at Kongerne udnævnte Lendermændene til Sysselmænd, herved fik de dem mere bundne til sig. Forhen fandt det vel Sted, dog see vi kun faa Exempler herpaa, naar undtages den saakaldte „konúngs sýsla á Mörkinni ok finnferð,“ nemlig Ret til, imod en vis Afgift, at hæve Kongens Skat i Finmarken og handle med Lapperne.[4] Men dette var kun et særeget Tilfælde; Hirdskraa viser derimod, hvorledes det senere hen ofte skede.[5] Uagtet de herved bleve mere afhængige af Kongerne, vandt de igjen i Indtægter, og derfor var der vel næppe nogen Lender-
- ↑ See de forhen citerede Steder, hvoraf det synes at indlyse, at man ansaa en Lendermands Søn for at kunne vænte Faderens Værdighed, indtil han var 40 Aar gammel.
- ↑ See Sigurd Jorsalaf. S. i Fm. S. C. 33. Det kaldtes at „gera aldarmál i sinum veizlom i ætt framm“.
- ↑ Hirdskr. II. [N. g. L. II. 399]: „Aller þæir sem aðr varo handgengner skulu æcki annat sinni, hvarki lendir mann eða skutilsvæinar taka með oðrum hætte sinar nafnbœtr, nema geraz aller sværðtakarar konongs med æiði, oc hafe þo hværr sinar nafnbœtr æftir jofnum sæmdom“.
- ↑ See især Egils Saga. Efter Thorolf kom Finnefærden i Eyvind Lambes Familie, indtil Haarek af Thjotta; han maatte overlade den til Asmund Grankelssen; siden fik Thorer Hund den. Under Harald Haardraade var Einar Fluga, Haareks Søn, i Besiddelse deraf. Sigurd Ranessøn havde den under Sigurd Jorsalafarer.
- ↑ Hirdskr. 19: „Þar sem lendr maðr hævir lén, ef konongr vil honum syslu fa“.
