mand, som vægrede sig at modtage en Syssel. Af Haakon Haakonssøns Saga seer man, hvorledes de fremdeles vedbleve at spille en betydelig Rolle, og end mere under den mindre kraftige Magnus Lagabøter, der desuden havde Tvistigheder med Geistligheden, hvori de verdslige Høvdinger synes at have taget virksom Deel. Magnus gav Lendermændene og Skutilsvendene prædikatet „Herre“, og tildeelte de Første Titelen „Baroner“,[1] hvilken de allerede tilforn i latinske Diplomer havde ført, men som ei synes at have været af stor Varighed, da enkelte Haandskrifter af Landsloven næsten ere de eneste Steder, hvor Titelen forekommer: et Par Decennier senere finder man den neppe brugt. Dette har foranlediget den saaofte gjentagne Paastand, at Magnus oprettede en Adel i Norge; men da man ikke tillige finder Spor til nogen Tilstaaelse af virkelige adelige Rettigheder – hvilket heller ikke let kunde tænkes, da især i den Tid hver Odelsmand havde saagodtsom de samme Rettigheder, der udøvedes af Adelen udenlands, da der ingen Forskjel gjordes paa Frels og Ufrels,[2] og da netop denne Sammenstilling af Lendermænd og Skutilsvende viser, at her blot er Tale om Hoftitler – bliver det indlysende, at der her ei kan være Spørgsmaal om oprettelsen af nogen Adel. Desuden seer man af mange Data, at Lendermændene ei vare uafsættelige. I Hirdskraa opregnes ogsaa flere Hofbestillinger, Lendermændene havde, f. Ex. at følge Kongens Person ved Høitiderne o. s. v.[3] I de Uroligheder med
- ↑ See Annales reg. (Langeb. Scr. III. 115) ved 1277: „Magnús konúngr gaf lendum mönnum baróna nafn ok herra, enn Skutilsveinum riddera nafn ak herra“. Aldeles med samme Ord staaer det i Bisp Arnes Saga C. 20.
- ↑ Thi den Afgifts- og Skattefrihed for enkelte Gaarde, som Kong Haakon V. og de senere Konger undertiden pleiede at tildele haandgangne Mænd, var ei arvelig.
- ↑ Maaden, hvorpaa Lendermændene udnævntes, findes i Hirdskraa Cap.18. Det skulde skee ved de største Høitider, efterat der var læst til Bords, saaledes at Kongen erklærede høitideligt, at han udnævnte N. N. til denne Værdighed, og lod ham siden af to Lendermænd, Stallaren eller Drotseten eller 2 andre anseelige Hofmænd følge til sit Høisæde; derpaa skulde Kongen tage hans Haand, lede ham til Bænken til Høire og sætte ham i Lendermændenes Sæde, hvor de toge Plads efter Anciennetet. De skulde følge Kongen ved Høitiderne og ved Processioner bære hans Kroningssverd, hvis dette ikke blev baaret af en Konge, Hertug eller Jarl. Lendermændenes Forseelser paakjendtes ved Hirdstevne. De og Sysselmændene vare pligtige at hjælpe hinanden. Forhen oppebar heller ikke Lendermanden, naar han tog sin Afsked, mere af sine Indkomster for det sidste Aar, end hvad der til den Dag var forfaldet: nu blev det bestemt, at han altid i det Tilfælde kunde hæve det hele Aars Indtægt.
