maðr coma á fimtarstemnu helldr en í dóm, nama hann sæci sitt mál eða veri“. (Fr. L. X. 16). Efter den ældre Frostethingslov maatte en ugift Kvinde kun give sin Rettergangs-Fuldmagt til en Mand, der var af lige Byrd med hendes Fader, Broder eller afdøde Mand; i Gulethingsloven staaer der udtrykkeligt: „Eigi scal hon selia (sokn sina oc vorn) lendom manna na ofríkis manne þeim er sœkia scal“.[1] I begge Gulethingslove forekommer flere Gange den Bestemmelse, at den, der stevnes til sit Hjem, ei skal sige, at dette er hos en Lendermand, hvis det ei virkelig er Tilfældet, f. Ex.: „eigi skal hann segia at lennz mannz nema þar se“;[2] „þar skal (heimili) vera, sem hann segir oe nefnir innan fylkis eða fiorðungs nema at lendzmanns (barúns) segi hann“. (Nyere L. L. Kb. 7).[3] Ved Odelsløsning, naar Indehaveren med Virkning vilde paaskyde at have solgt den omspurgte Jord, maatte han ei nævne nogen Lendermand som Kjøber: „ek scal nemna solumann minn innan laga várra, hvar sem ec vil, þann, er ec hevi iorð sellda; en engi a undir lendan mann iorð at skiota; en ef ec þvi svara, at ec hava lendom manna iorð sellda, þa scal ec sialfr við vorn ganga, þvi at engi scal bonde iorð undir lendan mann skiota“. (Ældre Gul. L. 267).[4] Disse Exempler ere tilstrækkelige til at vise den Anseelse, hvori Lendermændene stode, og intet Under er det derfor, at det udtrykkelig siges i Olaf den Helliges Saga C. 44: „var þar alt traust konunganna eða jarlanna, er fyrir landi reðu, er lendir menn voru, þvíat svá var í hverju fylki, sem lendirmenn réðu fyrir bóndaliðinu“. Dette Udsagn bestyrker, hvad der ogsaa følger af alt det Ovenanførte, at Lendermændene, ifølge deres uafhængige Stilling og Magt, vare de egentlige Høvdinger for Bønderne, deres Talsmænd og Tribuner, Hovederne for oppositionen i Landet. Ved at betragte Borgerkrigenes Historie seer man ogsaa Lendermændene oftest at have været de vigtigste Drivhjul i Begivenhedernes Gang; paa Thingene talte de Bøndernes Sag; vi behøve her blot at nævne til Exempel Einar Thambeskjelver, om hvem der udtrykkelig siges, at han „var mestr forstjóri fyrir bændunum alt út um Þrándheím, helt hann upp svörum fyrir þá á þingum, þótt konungsmann sóttu“. (Har. Haard. S. 44).[5] Om denne Function var en
