92
bestyrer ifølge hans Værdigheds Medfør; Sysselmændene befattede sig kun dermed, fordi det ogsaa var en Kongen paaliggende Pligt. Kongens Nærværelse maatte nødvendig gjøre Sysselmanden paa Stedet overflødig; Lendermanden derimod var ligefuldt selvstændig. Lendermanden havde virkelig for sin Person en Deel af de kongelige Rettigheder, Syssel- eller Aarmanden ingen.
En anden vigtig Ret, Lendermændene havde, var Deeltagelse i Kongevalget, naar Kongen ingen Thronfølger efterlod, tilligemed Bisperne, Abbederne og Hirdstjorerne, saavel efter den ældre, som den nyere Gulethingslov; dog er denne Bestemmelse ikke ældre end Magnus Erlingssøn.[1] Denne Ret kunde dog ei saa ofte komme i Udøvelse, at den kunde bidrage meget til at forøge deres Magt; dertil vare allerede saa mange Betingelser for Haanden, at man med Rette kaldte dem Høvdinger, Magthavere (ríkismenn) o. s. v. Deres Indflydelse var derfor ofte frygtet i Rettergangssager, og der var i Lovene altid sørget for, at Retten ei for deres Skyld skulde forvanskes. Saaledes maatte Lendermændene ei nævnes i Lagretten – (Frth. L. I. 2); i den ældre Gulethingslov heder det om den saakaldte Kvöðodóm ɔ: de Dommere, 24 i Tallet, hvoraf Creditor og Debitor hver udnævnte lige mange til foran Debitors Huus at undersøge og afgjøre en Gjældsfordring, der ei var vita fé ɔ: ei med Vidner tydelig kunde bevises: „Nu ef hann hever sett lendan mann i dom með ser æða lendz mannz sun, þann er yngri se en fertugr, æða annann konongs, þa er hann domfloge (ɔ: hans Dom er inhabil) ok a alldrigin upreist at þvi male siðan“.[2] Efter den ældre Frostethingslov maatte i dette Tilfælde Lendermanden ikke engang komme til den Gaard, hvor Dommen stod: „Eigi scal lendr maðr coma til dóms oc eigi á þann bœ er dómr er á, nema harm fari at götu sinni. En ef hann cemr, þá fari þeir báðir til, sæciandi ok veriandi, oc vísi honum á braut; en ef annarrtveggia nemsc, þá hefir sá fyrirfarit sócn sinni. Oc eigi scal lendr
- ↑ See Overskriften i den ældre Gul L. pr., hvor dette omhandles: „Her ero nymæle þau er tekin varo með Magnús konongs, Eysteins ærkibiscops, oc Erlings jarls oc allra hinna vitrasto mama i Noregí umrœðom“.
- ↑ Gul. L. 37 [N. g. L. I. 22].
scolo bœndr hafa allir saman“. Det er altsaa tydeligt, at Aarmandens og Kongens Kasse ansaaes for een og den samme. Fuldkommen analogt er det derfor og, hvad i en foregaaende Anmerkning er viist, at naar Lendermanden skulde træde i Stedet for Aarmanden, men undlod det, tilfaldt Halvparten af Bøderne Kongen, Halvparten Bønderne; thi han stod nu i et dobbelt Forhold, som handlende baade i eget og Kongens Navn.
