Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/94

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

og maae Aarmændene have valgt in subsidium, naar Lendermændene enten ikke vilde eller ikke kunde. Ofte bliver det i de ældre Love gjort Lendermændene eller Aarmændene (Sysselmændene) til Pligt at instituere Søgsmaal, eller besørge en Forbryder afstraffet; et Par Steder vise dog, at dette i Almindelighed tilkommer disse, og hine kun i disses Forfald eller ved deres Vægring.[1] Omvendt seer man og Sysselmændene Politiforretninger overdragne,[2] og i mange Tilfælde vilde Lendermændenes og Sysselmændenes Functioner falde aldeles sammen, naar ei Maaden hvorpaa, eller rettere Myndigheden hvormed de udførtes, var forskjellig. Sysselmændene eller Aarmændene vare nemlig blot organer for Kongemagten: deres Handlinger betragtedes som udførte af Kongen selv, han var ansvarlig for deres Handlinger; de vare igjen blot ham ansvarlige, og deres Magt var en Emanation af hans. Lendermændene derimod betragtedes mere som Kongen sideordnede, skjønt lavere; de handlede paa eget Ansvar, hvilket de skyldte hele Nationen; deres Magt betragtedes som udsprungen fra dem selv. Derfor havde de og en særegen „Rett“, ɔ: Injurier, øvede mod dem, maatte afsones med særegne Bøder, og i Særdeleshed var det Landnam, de oppebare for Aavirke i deres Jord, større end Höldernes og mindre end Jarlernes; og denne Ret beholdt de endog, om Veitslen var dem fratagen. I Bestemmelsen af de forskjellige Bøders Erlæggelse gaaer Rækken saaledes bestandig

  1. Om Floks-Vig heder det i ældre Gul. L. [Cap. 152, N. g. L. I. 61]: „have frændr hins dauða at hallda (vegandan) ef þeir vilia, oc hallde hann til þings, ellar fære armanne konongs; hann er seccr 40 marca ef hann vill eigi við taca. Lendr maðr scal við taca ef eigi er armaðr til; hann scal ok giallda 40 marca ef hann tecr eigi við. Nu skal armaðr konongs æða lendrmaðr fa bana til, ellar giallda 40 marca. Þat fe eigu bændr at hava er armaðr skal giallda, en konongr þat fe halft er lendr maðr skal giallda, enn bændr halft“. Om den paa frisk Gjerning grebne Tyv heder det Cap. 253 [N. g. L. I. 83]: „scal binda fola a bac hanom ef vattar ero við ok leiða hann i þa þingsokn sem hann stuld stal, ok færa hann armanne konongs ef hann vill þat. En ef armaðr tecr eigi við, þá er hann seccr 15 morcom, en þat fe er armaðr scal giallda, þa scolo bændr eiga allt. Þa scal færa lendum manne; en ef hann vill elgi við taca, þa er hann seccr 15 morcom, en þat fe scal konongr hava halft, en bændr halft“.
  2. See i Intimationen til Frostethingsloven [Cap. 12, N. g. L. I. 123], hvor der tales om utlæge Folk, som gjøre Uroligheder i Bygderne: „vilium ver heðan af at konungs umboðsmenn se skylldir til með búanda styrk at refsa þeim er slíc údáðaverc vinna“ – her kan nemlig ei være Spørgsmaal om Mænd, der allerede havde undergaaet Dom.