Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/92

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


Disse vare altsaa Lendermændenes Indtægter, og denne værdighed var saaledes ingen personlig Adel, eller Fritagelse for almindelige Thegnspligter (selv Leding maatte Lendermændene gjøre), men snarere et reelt Emolument, der i og for sig selv gav dem en materiel Overvægt over deres omgivelser og dannede Grundlaget for deres Anseelse. Men denne voxede end mere ved tilkommende Omstændigheder. For Intet fik som bemerket, Lendermændene ei disse kongelige Gaarde: de maatte ogsaa sværge Kongen en særegen Eed, vorde hans haandgangne Mænd og i Krigen stille ham et vist Antal Tropper, hvilke allerede fra Harald Haarfagres Tid sees at have beløbet sig til 20 Mand og siden at være faldet ned til 5.[1] Hirdskraa tillader desuden Lendermændene at holde et Antal vaabenøvede Drabanter, 40 i Tallet, under Navn af Huuskarle, baade i Krig og Fred;[2] omgivne af slige Skarer maatte de nødvendigviis have vældig Indflydelse paa de øvrige Indvaanere i Districtet. Endstørre maae vi indsee den at have været, naar vi nærmere undersøge Kongernes Hensigt med at tilstaae Lendermændene denne Ret. See vi nemlig hen til hvad der befales i 3die Cap. i Thingfarebolken af den ældre Gulethingslov, at ved den almindelige Thingreise skulde een eller to Lendermænd blive tilbage i hvert Fylke „at gæta hýbýla manna fyrir þjófum ok ránsmönnum“, og til Yttringen i Magnus Barfods Saga, at den søndre Deel af Viken ved Svenke Steinarssøns Fraværelse blev plaget af „illþýði“, da der ingen Høvding var, da erfare vi, at Lendermændenes Civil-Embede, hvis det saaledes kan kaldes, egentlig var den øverste og mest udstrakte Politimyndighed. Dette kaldes „at styrkja konúngs riki“ o. d. l., og idet de saaledes vare i bestandig Virksomhed, ofte, ifølge Sagens Natur, øieblikkelig maatte kunne decidere i mange vigtige Tilfælde, og ved denne Myndighed lettest baade kunde hjælpe og tynge Bønderne, alt eftersom disse holdt med dem eller ei, bliver det altsaa mere end rimeligt, hvad Sagaerne fortælle, at Bønder og Lendermænd altid holdt sammen, og at disse som oftest dannede Oppositionen; thi just hine Huuskarle gjorde dem uafhængige,

  1. Þa skqu lendir men ok væizlumen aller halda konengenom til trauzt 5 men með vapnum af 15 marka væizlu, hver þæirra um þrjá mánaðe á sin kost; fleiri af mæiri er væizla, æftir þui sem tala rennr til“. [N. g. L. II. 428].
  2. Lender men skulu oc hafa vald at taka ser men til trausts ok kononge sinum til styrks með huskarls nafne, æigi flæiri en 40, nema konongs læyfi se til“. Hirdskraa Cap. 19 [N. g. L. II. 407].