Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/91

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

til Jarl. Bestemmelsen i Hirdskraa vækker større Tvivl, dog har den vel nærmest Hensyn til det udtrykkelig nævnte og i senere Tider ofte forekommende Tilfælde, at Lendermændene ogsaa udnævntes til Sysselmænd, og sigter maaskee til at hemme en opkommen Uskik eller et Slags Underslæb. Af Forhandlingerne mellem Svenke Steinarssøn og Magnus Barfod kunde det synes, som om Lendermændene havde at bestille med Oppebørsel og Udredsel af Landskyld, at de altsaa lønnedes med visse Procent og maatte afgive de øvrige; men rigtigere forklares dog dette Sted ved at Kongen ikke erkjendte Svenkes Brugsret til de Gaarde, han ei havde faaet af ham, og ansaa ham som ulovlig indesiddende med de Revenuer, Gaardene i al den Tid kunde have indbragt.[1] At Landeiendomme udgjorde det Hovedsagelige eller Almindelige i deres Indtægter, sees ogsaa fornemmeligen af et Par Steder i den ældre Gulethingslov, nemlig: „lendzmannz san scal taca haullz rett ef hann fær eigi lond“,[2] og „ef maðr hafðe lond at veiðzlu konongs, oc er af hanom tekin, þa scal hann taca þo at hvaro rett slikan sent lendr maðr oc sva sunr hans til hann er fertugr“;[3] ligeledes i den ældste Borgarthings Kristenret, cap. 12, hvor der siges, at Lendermænds Sønner skulle yde samme Begravelseskjøb som Faderen, nemlig 12 Alen, „börn öll, er í landvonum ero“. Herpaa tyder ogsaa Navnet „lendr maðr“, der rettest udledes af „land“, „at lenda“, ikke, som Mange have troet, af lén, thi hvilken himmelvid Forskjel der er imellem „lendr maðr“ og „lénsmaðr“, hvilket egentlig blot betegner det Samme som sýslu- eller umboðsmaðr, da lén, umboð og sýsla i Lovene ere synonyme,[4] skal siden vises.

  1. ↑ Udtrykkene i Sagaen (Magn. Barf. S. C. 8) ere: „Magnús konungr heimti til sín Sigurð Ullstreng, ok sagði honum, at hann vill senda hann at boða Sveinka af löndum ok konúngs eignum“. Besynderlige ere ogsaa Udtrykkene i Ol. Helg. S. C. 132: „(Hárekr) hafðí haft alla (sýslu á Hálogalandi), suma at veizlu, en suma at léni“ – thi her synes ved „veizla“ at være meent Oppebørselsret for sin egen Person; dog kan her nærmest være sigtet til Finnefærden. Snarest kunde man slutte noget af Skofte Agmundssøns Strid med Magnus Barfod [Cap. 19] om „dánararf nökkurn“, thi denne Ret, som ene tilkom Kongerne, synes derfor at være givet Skofte i hans Egn, eller idetmindste at han havde grundet Ret til at gjøre Fordring derpaa.
  2. ↑ [Cap. 200, N. g. L. I. 71].
  3. ↑ [Cap. 206, N. g. L. I. 72].
  4. ↑ See især Farmannaloven cap. 11 [13], hvor lén og sýsla findes paa samme Sted i forskjellige Codices: „sæki sa konungs syslumaðr, sem þar hefir len [syslu] sem þæir riufa bunka sin til upskipanar“. [N. g. L. II. 280].
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:P._A._Munch_-_Samlede_Afhandlinger_1.djvu/91&oldid=203868»