Denne siden er ikke korrekturlest
Kongen Fortæring paa hans Reiser over Landet (ogsaa dette synes ikke altid at være præsteret in natura, men tilsidst at være blevet et Slags Skat);[1] endelig maatte de og skaffe fleste til Kongens Reiser, en Pligt, som ikke nogensinde lader til at være ombyttet med Pengebidrag.[2] Desuden seer man af Ohteres Reise-Beretning, Egils Saga og flere Steder, at Finmarken betalte en Skat i Pelsverk og andre Produkter, og at Kongen havde Monopol paa Handel med Finnerne.[3] Hertil kommer ogsaa for en kort Tid Svend Knutssøns forøgede Paabud af Landvarde og Julegaver, men disse bleve snart ophævede.[4] Til at oppebære
- ↑ Aarmændene vare nemlig pligtige at beværte Kongen paa hans Gaarde: dette kaldtes „at gera ígegn“, (see f. Ex. den ældre Gulethingsl. [Cap. 3, N. g. L. I. 4], hvor det heder: „ef konongr kæmr i fylkí oc byðr armanne sinum at gera i gagn ser i hinu nesta fylki“), og de Bidrag, Bønderne maatte levere til disse Gjestebud, „gegngerð“, hvilke siden opføres blandt de almindelige Skatteposter. At Bønderne maatte udrede denne Præstation idetmindste in natura, sees især af Ol. Kyrres S. C. 4, hvor de klagede over Kongens store Følge; ligeledes Ol. Hell. S. C. 36 o. s. v.
- ↑ At der nok kan have været prøvet paa saadant, sees tydelig af Landeværnsbolken i den nyere Landslov Cap. 1 [N. g L. II. 33], hvor det heder: „Enga almennliga tolla skal konungr a oss leggja eða hans umboðsmenn, eigi giafer ne veitzlur ne hesta foðr ne viðar hogster, þar sem leiðangr gerizt, nema reiðskiota ok þa aðra lyðskylldu sem logbok vattar“. Derimod skyldtes baade Konge og Bisp den saakaldte Rideskyds: Reiðskjóti – Stallaren besørgede den bestandig for Kongen. I Sverige synes Hestefoder undertiden at have fundet Sted, da det udtrykkelig i visse Tilfælde er forbudet; see Anhanget til Vestgötelagen III. 89: „Eig ma hæræzhöfþingi biuþæ a bondæ eller prest cost eller hæstæfoþer þa han þinger eller þæssí mellum“. Tydeligst sees Kongens Uberettigelse til at paabyde det i Norge af et Klagemaal fra Almuen i Tunsbergs Len til Erik af Pommern 1424 [Dipl. N. I. 696], hvor der udtrykkelig siges: „kungiörande ydre nadh vm þet hæsta lop sæmt vp a oss kom mæder bönarordhe, oc nu firir mughom meer þen goduilia æighe længer at gera oc æige viliom, firir þui at meer fatiker almuger hafua þær storan skadha af, oc J nadughe herre oc ydart land einger batha; Nw hafuer vaar foguter sua længe þær mæder farit at han vill þet nu hafua firir vissan skath; en föörre bifallum meer ydre nadh bædhe harf oc ploogh oc gifua ifuir bædhæ fadhærne oc möderne oc fly þet leen, för æn meer takum vider þæim hæstum mæira, oc sua længe hafua þæir laupit nær oss at oss lifuir huarkit hæimfridr æder jolafridr“ o. s. v.
- ↑ „Þæt gafol býð on deóra fellum and on fugela feðerum and hwæles báne, and on þæm sciprárum, þe beóð of hwæles hýde geworht, and of seoles“.
- ↑ Hermed kan sammenlignes, hvad der siges i 5te Anhang til Vestgötelagen: „Thætta ærw laghlíka oc rætta konungz vtskyller oc ingæl j væstergötlandhe opsalaödhe alt gammalt kronunna gör konungx ensak dulgha drap danaarff oc thridhingh aff allom saköres brwtom laghagingærdh oc almænnigxöre“. Dette sidste Ord forklares i Registeret med „en almindelig Skat“; muligt at det kan be-
