Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/86

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

dog Navnet „Herser“ mest i den ældste Tid, da Værdigheden ei synes at være saa nøie bestemt, og ei saameget at være en Gave af Kongen, som mere Rettigheder, hævdede i en Familie fra Slægt til Slægt, hvor den altsaa kunde være arvelig:[1] noget, den egentlige Lendermands Værdighed aldrig var. Man har saaledes virkelig Exempler paa, at enkelte Hersere og Jarler endog vare uafhængige og regjerede med dette Navn frit i deres Districter.[2] Navnet „Herser“ føies derfor til Personsnavne, ligesom „Jarl“, for at antyde Værdigheden, f. Ex. Guðbrandr hersir, Arinbjörn hersir; her kunde man ei sige „lendr maðr“, da dette kun tyder paa Rettigheden. Ved at betragte Fylkernes Inddeling i Herreder (herað) og det mulige Slægtskab imellem dette Ord og hersir, kunde man vel ogsaa tænke paa, at Herserne maaskee i de allerældste Tider have udøvet et Slags arvelig Jurisdiction i Herrederne, omtrent som Goderne paa Island, og kanskee endog, ligesom de, have forestaaet Offringerne: dog dette er kun en løs Gisning, som vi ei nøiere kunne indlade os paa at forfølge.

Ved Harald Haarfagres Erobring og den deraf følgende Udstrækning af de kongelige Rettigheder bleve ogsaa Jarlernes og Hersernes Rettigheder betydelig forandrede og satte paa en fast Fod. I hvert Fylke satte han en Jarl, der skulde oppebære Indtægterne og beholde en Trediedeel for sin egen Person. Enhver Jarl havde mindst fire Herser under sig; disses Pligter have rimeligviis været de samme som Jarlens, (naar maaskee undtages Oppebørslerne) kun under denne, og i større Detail; de lønnedes med 20 Marks Veitsle. Jarlen havde tillige øverste Jurisdiction; baade Jarlerne og Herserne maatte i Ufreds Tilfælde tille Krigsfolk; de første 60, de sidste 20 Mand. Saa-

    lofa ek fasta tý, flestir,
    farlands, vinir jarla.

    og Sighvat skald derimod i Olaf den Helliges Saga cap. 21:

    Erlingi var engi
    annarr lendra manna
    örr sá er átti fleiri
    orrustur stóðþorrin.

  1. Derpaa tyder Hyndluljods Udsagn:

    Þaðan hersborít,
    þaðan höldborit
    . o. s. v.

    lendborin“ forekommer i Egils Saga Cap. 57.

  2. F. Ex. Gudbrandsdalens Hersere efter „Fundinn Noregr“.