naturligviis ikke for Intet, og Modtageren blev altid forpligtet til f. Ex. at stille et vist Antal Folk i Krig, foruden hans almindelige Ledingspligt, maaskee og at modtage og beværte Kongen paa hans Reiser, og andre Tjenester, der vare forskjellige efter de forskjellige Titler. Af disse ere de ældste Jarle- og Herser-Værdighederne. Jarlerne vare næst Kongen de fornemste Befalingsmænd; deres særegne Pligter synes det at have været, at repræsentere Kongens Person som Statholdere i fjærnere Egne eller Befalingsmænd over Hæren;[1] de havde det saakaldte tign (ɔ: fyrstelig Værdighed), og havde meget store Veizlur. Herser-Værdigheden medførte ingen tign, og heller ikke nogen Overbefalingspost i Krigen, men deres Forpligtelser synes at have været mere civile. Disse var det, som senere kaldtes Lendermænd, og ved hvilke vi her nærmere skulle dvæle. Hersir og Lendr maðr bruges aldeles enstydige, og der er ingen Tvivl om, at de betegne den samme Værdighed;[2] imidlertid bruges
- ↑ Derfor udnævntes stedse Jarler til Skatlandene, og siden til Island. I Sverige synes Jarlerne at have været Krigsbefalingsmænd; see Registeret til Östgöte-Lagen. Paa flere Steder i Norge vare der før Harald Haarfagre kun Jarler, der ingen overmænd erkjendte, f. Ex. de naumudalske, der fra Kong Bersers Tid kun førte Jarletitel – see Udtoget af Kongesagaerne i Fornm. S. X. B. S. 389.
- ↑ Vi behøve kun her at henvise til Erling Skjalgssøn, der kaldes „lendr maðr“ og „hersir“ om hinanden. Saaledes siger Thord Kolbeinssøn i Olaf Tr. S. 131 [121]:
Veit ek fyrir Erling utan
ár at hersar váru,
S. C. 35). Svend Jarl fik dem ligeledes af Olaf svenske (Ol. Tr. S. C. 131 [121]. Ol. H. S. C. 41) Ligeledes Erling Skjalgssøn af Olaf Tryggvessøn. Men at Veitslerne oftere bestode i Gaarde, sees af mange Steder, f. Ex. Magnus Barfods Forhandlinger med Svenke Steinarssøn. Ogsaa omtales „veitslujörð“ i Lovene som noget almindeligt, f. Ex. i d. ældre Gul. Lov [Cap. 101. N. g. L. S. 47]: „ef maðr vinnr i veizlujorð mannz, sæke hann til landnáms ok have halft, ellar sæke ármaðr konongs allt“. Rigtignok kunde man vel ogsaa tænke sig, at Kongen kunde bortgive andre Indtægter, det skede idetmindste senere. „Veizla“ bruges, som bekjendt, ogsaa i den mere almindelige Betydning af Gjestebud, især de pligtmæssige, som Kongens Aarmænd foranstaltede for ham. I Haakon V. Forordning af 1308 bruges „renta“ aldeles synonymt med „veizla“. [N. g. L. III. 74]. Kongespeilet Sid. 261 [60] viser tydelig, at veizla og kunde bestaae i Gods. „þá eru þeir enn einir húskarlar konúngs, er hafa fé af konúngi í veizlur“ o. s. v. Og om det end var sjældent paa den Tid, at nogen gageredes i rede Penge, sees det dog undertiden at have fundet Sted. I „Rettarbætr Stallara“ i Hirdskraa staaer udtrykkeligt „Þegar sem þæir hafa æigi syslu af honum, þá skulu þeir taka i ræiðum pæningum 15 merkr af konongs garðe“. [N. g. L. II. 446].
