sig Folkets Bistand ved sin Thronbestigelse tilbagegive, som det hed, Folket dets Odelsjorder ɔ: han gav Slip paa al Eiendomsret til Jordegodset i de erobrede Districter, og forbeholdt sig ventelig blot Kongsgaardene. Paa denne Maade tabte vel Kronen tilsyneladende betydeligt af sine Indtægter, men dette Tab havde vistnok ikke saa meget at sige, da de øvrige Indtægtsposter, eftersom Landet mere og mere civiliseredes, ogsaa lettere kunde underkastes en større Control, og det System, at tage Æqvivalent for alle Naturalpræstationer, mere og mere gjennemførtes. Fra Haakons Tid af skede der ingen væsentlig Forandring i de nu omtalte Forholde.[1]
Af det Ovenstaaende vil indsees, at der i Norge intet Spørgsmaal kunde være om nogen Adel. Alle fribaarne Undersaatters Rettigheder vare lige, og det stod ikke i Kongens Magt saaatsige intensivt at forøge nogen Enkelts Rettighed: kun en extensiv Forøgelse lod sig tænke, og paa denne Maade skeede det da, at Kongerne kunde tildele, som det kaldtes, Nafnbætr[2] eller Værdigheder. De fornemste af disse bestode i, at han tildeelte En eller Anden enkelte af sine Rettigheder, eller gav ham Ret til at oppebære alle Indtægter, eller en Deel deraf, i et vist District. Ved at faae disse Indtægter erhvervede Modtageren for det Første større Frihed for sin egen Person, for det Andet fik han derved Indflydelse paa og Magt over dem, af hvem han havde at modtage Afgifterne. Han vandt saaledes betydeligt i Anseelse og Formaaenhed, og kom ikke derfor i større Afhængighedsforhoid til Kongen, thi naar denne engang havde bortgivet Indtægterne, vare disse at betragte som Modtagerens temporaire Eiendom, og naar ei Taknemmelighed eller andre Omstændigheder knyttede ham til Kongens Person, kunde netop disse udvidede Rettigheder gjøre ham til en desto farligere Fiende. Disse Indtægter, der saaledes bleve bortgivne, kaldtes med et fælles Navn Veizlur (af veita, at yde), og deres Størrelse var heel forskjellig. Undertiden seer man dem bestaae deri, at Kongen anviste Vedkommende et District, hvori han kunde oppebære for sig selv en Deel (stundom Halvparten) af Indtægterne; det Øvrige maatte da afgives til Kongen: oftest bestode dog vistnok Indtægterne deri, at han fik en eller flere Gaarde til frit Brug.[3] Slige Veizlur eller Indtægter gaves dog
