De eiede sin Jord med fuldkommen Eiendom, betalte ingensomhelst Skat og havde ingen Forpligtelser uden at gjøre Krigstjeneste ved almindeligt Opbud og bidrage til Kongens Underholdning in natura, naar han reiste om i Landet. Kongens Indtægter bestode altsaa kun i hvad hans Gaarde indbragte, saavel i Landskyld af de der indfæstede Leilændinger, som i umiddelbar Revenue, i Sagefald af visse Forbrydelser og i forladt Arv.[1] Af disse Gaarde vare vel enkelte Familie-Eiendomme, men allerede tidlig seer man ogsaa Spor til, at visse Eiendomme laas til Kongeværdigheden, uanseet hvilken Æt der sad paa Thronen.[2] Ved Harald Haarfagres Erobring skede der en betydelig Forandring heri. I de erobrede Districter erklærede han alt Jordegods for sin Eiendom; de forhenværende frie Beboere bleve saaledes Leilændinger, som maatte betale Landskyld, han indførte en Kopskat (nefgildi),[3] og derforuden tilegnede han sig vel som bestandigt Krongods de undertvungne Kongers Gaarde. De kongelige Indtægter forøgedes altsaa betydeligt under ham, saavel herved, som ogsaa ved den formedelst Rigets store Udstrækning opkommende Skik, at tage Æqvivalent i Penge eller Gods for de Undersaatpligter, der ei bleve modtagne in natura. Disse Harald Haarfagres Indretninger bleve dog ikke længe bestaaende. Haakon Adelsteensfostre maatte for at sikkre
- ↑ Herom gives vel ingen egentlige historiske Data, eller idetmindste kun yderst sparsomme, men man maa sikkert kunne slutte fra Bestemmelserne i de ældste Love og fra Indretninger, som til alle Tider have udgjort væsentlige og fra Nordmændenes Stilling uadskillelige Omstændigheder. Saaledes er der intet Spor til, at de frie Eiendomsbesiddere nogensinde, undtagen under Harald Haarfagre, betalte umiddelbar Skat.
- ↑ Saaledes var den i Sverige saakaldte Uppsala auðr Krongodser, der laas adspredte rundt om i hele Landet, og den begyndte efter Snorres Sigende allerede under Yngvefrey, altsaa havde den idetmindste existeret fra umindelige Tider. Allerede de mange Kongsgaarde, der under Harald Haarfagre omtales, bevise, at der maae have været saadanne Krongodser før hans Tid, da det vilde have været en altfor stor Vilkaarlighed af ham at gjøre enkelte til Kronens speciellere Eiendom. Desuden omtales f. Ex Agvaldsnes paa Kormt, en af de fornemste Kongsgaarde, som saadan allerede længe før Haralds Tid (Ol. Tr. S. i Heimskringla C. 71).
- ↑ Herom tales blot i Fagurskinna, dog kun forsaavidt som Haakon den Gode ophævede dem „við þessari ætlan gerir Hákon hornungr þat ráð at nefgildis skatta, þá er Haraldr konungr faðir hans hafði lagt á alt landit, lét hann taka hit ytra med sjó ok um Þrændalög ok leggja til skipa gerðar.“
son, et Slags homo novus (af at reka). Reksþegnerne maae altsaa være enten Fremmede eller Frigivnes Sønnesønner [og Sønnesønssønner, see Hist. II. 967 Anm. 1]
