Værdighed, hvis Oprindelse vi ikke tilfulde kunne forfølge eller paavise, men som under forskjellige Modificationer stedse dannede den kraftigste opposition mod Kongemagtens Misbrug, ofte ogsaa gav Anledning til Uroligheder, og som vedvarede lige indtil 1308, da den endelig blev ophævet, som en Følge af de monarchiske Principer, der paa den Tid mere og mere udviklede sig i Norges Regjering.
For at kunne danne sig et tydeligt Begreb om Lendermændenes Pligter og Rettigheder bliver det nødvendigt først at kaste et Blik paa Norges Forfatning til de forskjellige Tider og Kongens og Folkets gjensidige Forhold. – Der gives i Norge intet Spor af, at der nogensinde har været en undertrykt Folkeklasse, hvis fordums Landeiendomme ere, som f. Ex. i Frankrige og England, blevne deelte imellem de senere Erobrere, saa at de ældre Besiddere blot bleve Livegne og stavnsbundne paa de nye Herrers (Frimænds, Adelsmænds, Leudes, Thegeners) Godser.[1] Trælle fandtes vel i Norge, dog disse synes ei at være Efterkommerne af nogen undertrykt Race, men snarere at være blevne det i Krig eller ved Kjøb paa de store Slavemarkeder, naar de ei vare hjemmefødte.[2] Stavnsbaand og Vornedskab var ukjendt, og enhver, der ei var Træl, kaldtes Frimand eller Thegn ɔ: Kongens umiddelbare Undersaat.[3] Disse Thegner vare enten Grundeiere, eller Leilændinger, og de Første kaldtes, naar de nedstammede fra frie Forfædre, der i en Række af Aar havde besiddet Familiegodset som Frimænd, Odelsmænd eller Hølder.[4]
- ↑ See herom især Sismondi, histoire des Français. Vol. 1.
- ↑ For denne Paastand taler en Mængde Kjendsgjerninger, men da her ei er Stedet at bevise den, gjøre vi blot opmerksom paa den vigtigste, at man fra de ældste Tider seer enhver Eiendom, endog den mindste, at være besiddet med fuld Eiendomsret, og at Bønderne aldrig omtales som glebæ adscripti, eller tilhørende større Poseessionater. Markedet paa Brenøerne, der omtales i Laxdæla Saga, viser noksom, hvorledes Trælle anskaffedes.
- ↑ Heraf Modsætningen „þegn ok þræll“; endog i Angelsaxisk: „þegen and þeów“.
- ↑ Den ældre Gulethingslov inddeler Frimændene i leysingi, leysingia sun, bóndi og höldr eller óðalborinn, hvilke to sidste Benævnelser bruges synonyme. Den ældre Frostethingslov inddeler dem i leysingi, leysingia sun, reks þegn, arborinn maðr og höldr. Ved „bóndi“ forstaaes altsaa en fribaaren Man d, som dog ikke er Odelsmand, saaledes ogsaa en Leilænding. Det samme betegner vistnok „arborinn“ eller „ættboriim“, hvilke Ord bruges om hinanden. I den nyere Landslov forklares „arborinn“ eller „arfborinn“, som det ogsaa kaldes, med „maðr, er kominn er til alls réttar“. „Reks þegn“ synes nærmest at betyde En, der ei har medfødt Borgerret, men begynder at hævde den for sin Per-
