Side:P. A. Munch - Samlede Afhandlinger 1.djvu/81

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Fortegnelse i den røde Bog er forbigaaet, ligesom de øvrige til Gjerpens Provsti af Thelemarken henhørende Kirker.

17. Móa kirkja í Sandaukadali (Sannikedals Kirke). Sannikedals Sogn udgjør nu et Annex til Kragerø By.

Desforuden har der ogsaa existeret en Hakasteins kirkja paa Gaarden Hagesteens-Farets Grund ved Skiens-Elven, en halv Fjerdingvei vestenfor Gimsey; men om denne gjælder samme Uvished, som om Gimsey og Kljúfa Kirke, nemlig om man ei rettere henfører dem til Hafund.

Grenland tilligemed den øvrige under Oslo Bispestol liggende Deel af Fylket tilhørte Gerpinar prófastdæmi eller Gjerpens Provsti. Det er ikke blandt de i Sagaerne ofte forekommende Districter, hvortil maaskee dets afsondrede Beliggenhed har bidraget. Indbyggerne i den nordligste Deel deraf, fornemmelig i Hitterdal, tale aldeles samme Dialekt og bære omtrent samme Nationaldragt, som Thelemarkens Indbyggere eller Thelebønderne, men ere i det Hele mere velhavende, formedelst Egnens større Frugtbarhed, og ofte af en ubændig Raahed og Ustyrlighed. Længere nede ere de mere civiliserede og bære heller ikke Nationaldragten, men der hersker ogsaa større Fattigdom. Da Egnen ikke har været meget bereist, er der næsten overalt en for Historiegranskeren riig Høst af Diplomer, der oplyse dens Historie i Fortiden; endog Pergamentscodices skulle for faa Aar siden have existeret i Drangedal, men ere nu ikke til at opspore.

Om de saakaldte „Lendirmenn“ i Norge.
En historisk Undersøgelse i Fædrelandets ældre offentlige Ret.[1]

Enhver, der med nogenlunde opmerksomhed betragter Norges Historie fra de ældste Tider af i flere Aarhundreder, vil nødvendig blive opmerksom paa en Institution, dette Land næppe havde tilfælles med noget af Naborigerne, der grundede sig paa Landets særegne Forfatning, og som var det Hjul, der ved alle vigtigere Begivenheder greb dybest ind i Tingenes Gang. Denne Institution var Lendermændenes (vi bruge denne noget barbariske Benævnelse af Grunde, som nedenfor skulle udvikles)

  1. „Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie“. V. S. 72–94. (1838).