ordnes, at to stridende Parter, som have stevnet deres Sag ind for Lagmanden, skulle overholde Lagmandens Afgjørelse; de kunne nok henskyde denne til Lagthinget, dog Lagthinget maa ikke selv underkjende den, men alene indstille til Kongen at gjøre Forandring deri. Naar derimod Lagmanden tilligemed Lagretten dømte paa Lagthinget, forudsættes det som givet, at ingen Tvivl opstod i de i Loven omtalte Tilfælde; naar Loven derimod taug, skulde man, hedder det, kjende det for Ret, hvorom Lagmanden og Lagrettesmændene alle vare enige; hvis ikke, skulde Lagmanden og de, som med ham vare enige, raade. Dette maa vel forstaaes saaledes, at Stemmefleerhed gjaldt, og at Lagmanden ved lige Stemme gjorde Udslaget. En tydeligere Forestilling om Lagmændenes Functioner og deres Forhold til de egentlige Dommere faar man ved enkelte Diplomer. Af disse seer man nemlig ogsaa, at den legale Benævnelse paa Lagmandens Kjendelse ikke var „Dom“, men blot „Orskurd“, og at han ikke „dømte“, men blot „sagde“. Fortrinligt bevisende i saa Henseende er en egenhændigt beskreven Dom af den bekjendte Lagmand Hr. Hauk Erlendssøn paa Oslo Lagthing i Aaret 1302. Her hedder det nemlig, at ifølge de fremførte Beviisligheder tilsagde han og tildømte Lagrettesmændene Klageren en Gaardpart, ligesom der tilføjes den Trusel, at hvo, som bryder dette, skal straffes som den, der bryder Lagmands Orskurd og Thingmænds Dom. I et Brev fra Lagmand vige i Skien til Kong Haakon den 5te melder han, at han i Kraft af et af en vis Herbrand ført Beviis har tilsagt (ikke tildømt) ham en Støl; herpaa anholder han om kongelig Bekræftelse. Forresten maa det bemerkes, at Benævnelsen „Lagthing“ efter Lagmandsembedernes Oprettelse ikke længere udelukkende betegnede de egentlige 4 Lagthing, Gula-, Frosta-, Eidsiva- og Borgar-Thinget. For hvert Lagmandsembede oprettedes et eget Lagthing, f. Ex. det nysnævnte Oslo Lagthing, og hine større Lagthing havde næppe nogen særegen praktisk Betydning, uden forsaavidt almindelige Love der vedtoges og fik Lovskraft. At den samme dømmende Function, som endnu i Kong Magnus’s Landslov alene tillægges Lagretten paa de fire Hovedthing, virkelig udøvedes af en paa samme Maade organiseret Lagrette paa de nye Lagthing, kan sees af den Omstændighed, at et Par Haandskrifter af den nyere Landslov sætte „Skiens-Thing“ istedetfor „Borgar-Thing“.
De Lagthing, hvori Norge paa denne Maade blev deelt, vilde
